Foto: TV 2 Lorry

København hyrer firma til kontrol af lønsnyd

Byggepladser, rengøringsfirmaer og gartnere i København risikerer efter nytår at få uanmeldt besøg af et privat firma, som skal kontrollere lønsedler og skattepapirer.

Det skriver Avisen.dk.

Det blev besluttet på et møde i Økonomiudvalget tirsdag aften.

Beslutningen er en del af indsatsen mod social dumping.

Det private firma skal fremover kontrollere, at ansatte får løn svarende til danske overenskomster, når deres firma arbejder for kommunen.

Overborgmester Frank Jensen (S) understreger, at det er vigtigt, at det ikke er kommunens egne folk, der står for kontrollen.

"Armslængdeprincippet er utroligt vigtigt her, så vi er sikre på, at kasketterne hele tiden vender rigtigt. Hvis det ligger i forvaltningen, som er under politisk instruktion, så vil der hele tiden være kævl og politisk debat om, hvor vidt noget er social dumping eller ej," siger han til Avisen.dk.

Forud for beslutningen har flere af kommunens afdelinger også påpeget, at det vil være svært at samarbejde med for eksempel entreprenører, som man samtidig skal kontrollere.

For at komme lønsnyd og skattesvindel blandt især udenlandske firmaer til livs har et stigende antal kommuner indført såkaldte arbejdsklausuler, som kræver, at ansatte får løn efter danske standarder.

For eksempel blev det i foråret afsløret, at polske byggearbejdere fik 40 kroner i timen under opførelsen af Valby Vandkulturhus.

København og Gentofte Kommune har som de første også indført kædeansvar, som betyder, at en hovedentreprenør kan holdes ansvarlig for fup blandt underentreprenører.

I København er der nu afsat fem millioner kroner årligt til at hyre et privat firma, som skal foretage mindst 400 uanmeldte kontrolbesøg om året.

Firmaet skal som udgangspunkt tjekke, at kommunens arbejdsklausuler overholdes. Men hvis de under besøget konstaterer farligt arbejdsmiljø eller tegn på skattesvindel, vil der falde et tip af til andre myndigheder.

Brancheorganisationen Dansk Byggeri er ikke begejstret for kommunernes brug af arbejdsklausuler og kædeansvar.

"Især kædeansvar er en ussel ting, som ikke hører hjemme i et retssamfund men i en bananrepublik. Det burde kommunerne holde sig langt væk fra, selv under en valgkamp, hvor populismen florerer," siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen til Avisen.dk.

Dansk Byggeri tager afstand fra social dumping, men mener, at kommunernes nye modedille er symbolpolitik, som hæmmer konkurrencen og vil tage livet af små og mellemstore virksomheder.