København: Frihed er ikke kun for forfattere

Københavns Kommune vil være international friby for alle slags kunstnere, der udsættes for repressalier og censur i deres hjemlande.

Regeringen er dog kun indstillet på at hjælpe
forfattere, journalister og redaktører - og det er paradoksalt,
fastslår kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev. Det skriver
Berlingske Tidende. København skal være international friby for
tegnere, kunstmalere, filmfolk, forfattere, journalister og
andre, der på grund af deres kunst eller tekster udsættes for
repressalier og censur i deres hjemlande. Det mener et enigt
kultur- og fritidsudvalg i Københavns Kommune, der opfordrer
regeringen til at udvide den såkaldte friby-ordning til også at
omfatte andre end forfattere og journalister. Det erfarer
Berlingske Tidende. »Det er jo ikke kun mennesker, der arbejder
med ord, der krænkes på deres ytringsfrihed. Tag bare hele
debatten om Muhammed-tegningerne - skal en tegner, der bruger
sin ytringsfrihed, som f.eks. Kurt Westergaard har gjort, ikke
have mulighed for at få et pusterum i Danmark? Jeg synes, at
både København som hovedstad og Danmark i det hele taget skal
sende et signal om, at vi er klar til at støtte alle kunstnere,
der gennem deres arbejde kæmper for bedre forhold i deres
hjemlande,« siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev
(V). Lovforslag Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har netop
sendt et lovforslag i høring, der vil give danske kommuner
mulighed for at tilslutte sig det internationale netværk af
byer, der tilbyder forfattere, journalister og redaktører ophold
i et par år for at få arbejdsro. Men lovforslaget omfatter
f.eks. ikke bladtegnere eller filmfolk, der provokerer eller på
anden måde generer myndighederne i deres hjemlande. »Nu tager vi
et skridt ad gangen. Ordningen med fribyer for forfattere
eksisterer allerede i 19 byer, primært i Europa, og jeg synes,
at det er fornuftigt at vi læner os op ad de erfaringer, der
allerede findes. Desuden er det svært at definere, hvilke
kunstnere der i givet fald skal omfattes, hvis ordningen
udvides, men under alle omstændigheder skal loven evalueres
efter tre til fire år, og så får vi lejlighed til at tage
diskussionen igen,« siger Brian Mikkelsen, der bakkes op af
Dansk Folkeparti. »Bliver friby-ordningen udvidet, så kan alle
og enhver kalde sig kunstnere. Der kunne jo komme nogen med en
helt anden faglig baggrund, håndværkere for eksempel, der havde
ytret sig. Det har vi jo set tidligere i historien, hvor der har
været håndværkere, der har indtaget nogle positioner i deres
lande, tag f.eks. Polen med Lech Walesa. Min pointe er, at en
udvidelse vil brede sig meget hurtigt,« siger DFs
kulturordfører, Karin Nødgaard. Den udlægning er Nødgaards
partifælle i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune,
DFs Karin Storgaard, imidlertid ikke enig i. Hun mener, at det
sagtens kan lade sig gøre at definere hvilke kunstnere og
skribenter, der kan omfattes af en udvidet friby-ordning. »Det
er et praktisk problem, der kan løses. Der kan være musikere,
tegnere og andre kunstnere, der står i præcis samme situation
som forfattere, og derfor vil det være godt at udvide
ordningen,« siger Karin Storgaard. Det skriver Berlingske
Tidende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik