København får stort sundhedshus

Til sommer får københavnerne et stort hus stillet til rådighed med en bred vifte af tilbud om sundhedsforebyggelse, behandling og genoptræning, skriver Politiken.

Til sommer får københavnerne et stort hus stillet til rådighed med en bred vifte af tilbud om sundhedsforebyggelse, behandling og genoptræning, skriver Politiken. Den præcise adresse er endnu ikke offentlig, men huset bliver indrettet i hjertet af Vesterbro, hvor borgerne både kan aftale tid hos lægen og komme ind fra gaden og få tjekket blodtryk og BMI.
»Vi får færre, mere specialiserede hospitaler, og derfor er der et stort behov for en fælles ramme om alt det, der har med vores sundhed og livsstil at gøre, som ikke hører hjemme på de store hospitaler. Sundhedshuset skal have alle faggrupper, der skal arbejde på tværs af organisatoriske skel. Det hele bliver nemmere for borgerne, der kan komme til vagtlæge, praktiserende læge, sundhedsplejerske, diætist og genoptræning under samme tag«, siger sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (K) til Politiken.
I dag findes der allerede sundhedscentre på Nørrebro og Østerbro, hvor borgerne kan møde en række af funktionerne, men tanken med sundhedshuset er at udvide paletten til alt det, den syge borger har brug for - som ikke kræver hospitalsbehandling.
Sundhedshuset på Vesterbro bliver på 4.000 kvadratmeter, hvor der også bliver plads til boghandel med sundhedslitteratur, apotek, cafe og undervisningslokaler, hvor der kan holdes rygestopkurser og kurser i sund kost. Politikerne vil give patientforeningerne adgang, og huset bliver åbent for alle. Den del af tilbuddene, der vil kræve henvisning fra egen læge, bliver dog forbeholdt borgerne på Vesterbro, Sydhavnen, Kgs. Enghave og Valby.
Ud over den lette adgang til sundheds- og forebyggelseshjælp håber politikerne på en rekrutteringsmæssig gevinst.
»I dag sidder 275 af de 340 praktiserende læger i København i hver sin praksis. Halvdelen er over 60 år. Når det korps de kommende år skal skiftes ud, ved vi, at de unge læger hellere vil sidde sammen, fordi de vil have faglige fællesskaber. Det bliver der mulighed for i sundhedshuse som det på Vesterbro«, siger Mogens Lønborg til Politiken. Han har en vision om et sundhedshus i hver af Københavns 10 bydele.
Formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), ser meget positivt på konceptet sundhedshus.
»Det er noget, som kommunerne og regionerne skal være fælles om at indføre. Der er selvfølgelig nogle økonomiske begrænsninger, men vi vil i regionerne gerne være med til at finansiere husene«, siger Ulla Astman til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik