København får ny tænketank

Kloge hoveder skal hjælpe Københavns Kommune med at navigere i integrationspolitikkens komplekse verden, det skriver Berlingske Tidende tirsdag.

En ny tænketank skal rådgive Borgerrepræsentationen og udvalgene ud fra forskningsmæssig viden om, hvad der virker på området.
»Vi vil trække på deres store viden, lytte til deres indspil og forholde os til de spørgsmål, de rejser,« siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam.
Sidste år besluttede et flertal på Københavns Rådhus at nedlægge kommunens integrationsråd, hvis opgave var at rådgive kommunen om integrationsindsatsen. En opgave som tænketanken nu overtager.
»Muligvis blev tiden mere brugt til at arbejde på nogle særinteresser i stedet for seriøst at arbejde med integrationen. Det her er ikke kun et spørgsmål om et bidrag fra de etniske minoriteter. Med tænketanken får vi en mere struktureret forskningsbaseret viden at bygge vores integrationspolitiske beslutninger på. Derfor synes jeg en tænketank er en hel del mere fornuftig,« siger Klaus Bondam.