Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

København er klar til at genindføre pladsgaranti

  Københavns overborgmester Frank Jensen tør nu godt sige, at hans valgløfte om pasningsgaranti til københavnske børnefamilier indenfor fire kilometer fra deres bopæl bliver indfriet.

Det skriver Politiken lørdag. Garantien lovede han i løbet af fire år, fire dage efter at han blev overborgmester 1. januar 2010.
»Jeg tror på, at vi når det i 2014. Det er en god fornemmelse i maven. Sådan en udtalelse er jo lidt risky business, for vi har tidligere været længe om at etablere nye daginstitutioner«, siger overborgmesteren til Politiken. Han søger om at genopstille ved Socialdemokratiets repræsentantskabsmøde 19. april.
Årsagen til, at overborgmesteren nu tør lægge hovedet på blokken, er ifølge Politiken, at kommunen massivt har bygget og udvidet daginstitutioner over hele byen. Samtidig har forvaltningen speedet proceduren for nybyggeri op, så planlagte byggerier i dag står hurtigere færdige. Oveni er forvaltningen blevet bedre til at forudsige, hvor mange nye poder der skal have plads - noget, der ellers har været svært, fordi København har oplevet en markant stigning i børnetallet. Både på grund af tilflyttere - der bliver i øjeblikket 1.000 flere københavnere hver måned, 100 af dem er børn - og fordi børnefamilier i langt højere grad end ventet vælger at blive i byen.
Derfor har der de senere år været stor mangel på daginstitutionspladser. Der har ikke været tale om, at kommunen ikke overholdt loven, som kræver, at børn skal tilbydes
pasning inden for kommunegrænsen, når barnet er seks måneder. Men Københavns Kommune var i 2009 tvunget til at opgive sin egen garanti om, at forældre ville få plads inden for en radius af fire kilometer fra hjemmet. Og historier om forældre fra Amager, som blev tilbudt pasning i Brønshøj, har cirkuleret blandt københavnske forældre, skriver Politiken.
Men fra 2014 bliver det anderledes. Kommunen kan på det tidspunkt igen overholde firekilometergrænsen, og forældre vil også i højere grad have mulighed for at vælge, hvilken institution de ønsker for deres barn, fordi presset på daginstitutionerne generelt vil være mindre, forklarer overborgmesteren.
»Det har krævet, at jeg har sat mig for bordenden og fået borgmestre og forvaltningschefer med på, at det her skal have første prioritet, og ingen har i danmarkshistorien bygget så mange daginstitutioner på så kort tid«, siger Frank Jensen til Politiken.
Da Frank Jensen lovede de højst fire kilometers transport, talte han også om, at søskende skulle tilbydes plads i samme institution, men det var ikke et løfte, forklarer han. »Det har aldrig været en garanti, at søskende kom i samme institution, og det bliver det heller ikke fremover, men det er et hensyn, vi tager og oftere kan tage, fordi vi har flere integrerede institutioner«, siger Frank Jensen til Politiken.