Kobbertyve dømt for at forstyrre pendlere

Tre mænd skal 60 dage i fængsel for tyveri af kobberledning og forstyrrelse af S-tog mellem Hillerød og Køge.

Mindst 20.000 passagerer i S-tog på strækningen Hillerød-Køge blev berørt, da tre mænd en nat midt i maj klippede 320 meter kobberledning ned med henblik på at sælge den til en skrothandler.
Torsdag blev mændene i Retten i Hillerød idømt hver 60 dages ubetinget fængsel for ikke blot tyveriet, men også for omfattende forstyrrelse af samfærdselsmidler.
Ifølge anklager Marianne Gjedde-Nielsen, Nordsjællands Politi, er der kun ganske lidt retspraksis med at bruge straffelovens paragraf 193, som mændene blandt andet blev dømt efter.
- Jeg er tilfreds med, at retten har været enig i, at de også skal dømmes efter straffelovens bestemmelse om forstyrrelse af samfærdselsmidlerne, siger Marianne Gjedde-Nielsen.
- Det er noget uvæsen, at man klipper en ledning ned med ganske omfattende ulempe for andre til følge bare for at sælge den for få tusinde kroner.
Kobberkablet, der blev klippet ned på banelegemet nord for Høvelte Trinbræt ved Birkerød, indbragte mændene 6000 kroner hos en skrothandler. Ejeren, Banedanmark, regner med, at det vil koste 38.000 kroner at genanskaffe strømkablet.
Et erstatningskrav for ledninger og driftsforstyrrelser er af retten blevet henvist til en senere erstatningssag.
Retten lagde til grund, at mindst 20.500 mennesker blev forstyrret tirsdag den 17. maj, da linje E var berørt af kabeltyveriet. DSB måtte i tidsrummet fra klokken 6 til klokken 14 køre med 20-minutters drift i stedet for som normalt 10-minutters drift.
De tre mænd, der alle kommer fra Serbien, modtog dommen. En af dem har boet i Danmark i op imod 20 år, mens de to andre, der ikke har fast bopæl her, er idømt indrejseforbud i Danmark i seks år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik