Knivstikkeri på Frederiksberg

En 15-årig dreng er fredag eftermiddag blevet stukket i benet med en kniv på Finsensvej ved Buen på Frederiksberg.

Københavns Politi er fredag aften stadig i gang med at finde ud af, hvad der er sket.

"Vi kender endnu ikke hændelsesforløbet eller hvad, der er gået forud for episoden," siger den centrale efterforskningsleder Morten Smith.

Den 15-årige blev ramt i låret af et knivstik, men han er uden for livsfare.

Københavns Politi søger fem-seks indvandrerdrenge, der muligvis kan sættes i forbindelse med knivstikkeriet.

Desuden vil de meget gerne høre fra eventuelle vidner, som kan ringe på 114.