Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix

Knap hver anden elev med ikke-vestlig baggrund har svært ved dansk

Ny opgørelse viser, at 44,2 procent af københavnske børnehaveklasseelever med ikke-vestlig baggrund har brug for en særlig indsats.

Københavns Kommune har store udfordringer med at sikre fagligheden for elever, der har ikke-vestlig baggrund. 

Ifølge en ny opgørelse blev 44,2 procent af elever med ikke-vestlig baggrund bedømt til enten at have "behov for en omfattende sprogstimulerende indsats" eller "behov for ekstra sprogstimulering". Til sammenligning blev kun 11,7 procent af eleverne med dansk eller vestlig baggrund vurderet til at have behov for særlige sproglige indsatser. Det skriver Berlingske.

Bør gå børnehaveklassen om

Sprogtesten er lavet i 2015 på børnehaveklassebørn i Københavns Kommune, og resultaterne bekymrer politikerne.

Ifølge Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF), bør børn med så dårlige danskkompetencer ikke få lov at komme videre i 1. klasse. I stedet bør de gå børnehaveklassen om. Både af hensyn til dem selv og de andre elever i deres klasse.

- Tallene viser, at specielt børn med indvandrerbaggrund klarer sig dårligt i skolen. Det siger sig selv, at hvis de ikke kan dansk og dermed forstå, hvad læreren siger, hvordan skal de så overhovedet komme videre med deres uddannelse, siger Carl Christian Ebbesen til Berlingske.

Sat ind i vuggestuer og børnehavner

Ifølge Børne- og Ungdomsborgmesteren i Københavns Kommune, Pia Allerslev (V), bliver der for tiden gjort meget for at forbedre børnenes danskkundskaber.

- Vi har de senere år sat ind i vuggestuer og børnehaver, og pædagogisk er der systematisk blevet arbejdet med at identificere og hjælpe de børn, der har brug for en særlig sproglig indsats. Det har vi fået ændret ude i institutionerne, så børnene bliver vurderet meget mere og på et tidligere tidspunkt, siger Pia Allerslev til Berlingske.

Hun mener, at man om få år vil kunne se effekten af det. 

- Det skal vi. Vi skal kunne det med den indsats og de investeringer, vi har lagt i det. Jeg tror på, at vi kommer til en effekt. Jeg er så skråsikker, at jeg næsten tør love, at det bliver bedre, siger Pia Allerslev (V) til Berlingske.

Skala fra 1 til 100

Når børnehaveklassebørnene bliver sprogtestet, bliver de vurderet på en skala fra 1-100. 25,6 procent af eleverne med ikke-vestlig baggrund blev i 2015 testet til 1-5 og kræver derfor en såkaldt særlig indsats. 18,6 procent landede på 6-15 på skalaen og har dermed behov for en fokuseret indsats, der er lidt mindre intensiv end den særlige indsats.

I alt blev 4.455 københavnske børnehaveklasseelever sprogtestet i 2015 – heraf havde 625 af ikke-vestlig baggrund.