Knæk Cancer: Danskernes bidrag sætter rekord

Mere end 163 millioner kroner er givet til indsatsen mod kræft ved dette års Knæk Cancer-uger. Det er flere penge end nogensinde før.

Årets resultat er ifølge TV2 samtidig et af de højeste danske indsamlingsbeløb i nyere tid.

- Jeg er på vegne af kræftpatienterne og deres pårørende dybt taknemmelig for al den opbakning, som er vist - både økonomisk og menneskeligt, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.

For ham er Knæk Cancer en bevægelse, der sætter sit tydelige præg på hele landet.

- Det giver håb til kræftpatienter af to grunde: For det første den enorme gavmildhed, når der samles penge ind til at knække cancer, og for det andet de mange arrangementer i hele Danmark, der viser støtten til indsatsen mod kræft, siger han.

I år blev der samlet præcis 163.140.992 millioner kroner ind.

Det er knapt tyve millioner kroner mere end sidste år, hvor der blev givet 145.486.640 kroner, og bidraget vil allerede kunne mærkes fra mandag morgen.

 Her kommer de første penge i arbejde, når millionerne bliver fordelt til en række projekter.

Kræftens Bekæmpelse har via hjemmesiden detgårpengenetil.dk orienteret om, hvordan Knæk Cancer 2016-pengene fordeles på temaer.

Nogle af de kommende projekter handler blandt andet om forskning i immunsystemets rolle ved kræftbehandling, og om at sikre færre bivirkninger, komplikationer og senfølger ved kræftbehandling.

Andre indsatser skal fokusere på, hvordan danskerne fremover kan blive bedre til at opdage symptomerne på kræft i tide.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik