Foto: TV2/Lorry

Kloakarbejde i Taarbæk giver trafikale forsinkelser

Trafikkanterne på Strandvejen i Taarbæk må væbne sig med lidt tålmodighed de kommende måneder på grund af kloakarbejde.

Lyngby-Taarbæk Forsyning gennemfører kloakarbejde på Strandvejen, der bliver reguleret med trafiklys, og det vil især i myldretiden give forsinkelser.

 

Som en del af klimasikringen af kloaksystemet i Taarbæk anlægger Lyngby-Taarbæk Forsyning i de kommende måneder en ny regnvandsledning i Strandvejen.

Regnvandsledningen skal aflaste kloakken, så der sker færre kælderoversvømmelser og færre overløb af kloakvand til Øresund ved kraftig regn.

Anlægsarbejdet betyder, at Strandvejen kun er åben i et spor, der reguleres med trafiklys. Trafiklyset tager højde for, fra hvilken retning trafikpresset er størst, men det vil give forsinkelser - ikke mindst i myldretiden, hvor der er meget trafik gennem Taarbæk.

 

- Vi forventer, at arbejdet er færdigt 1. november, så pendlere i området må væbne sig med lidt tålmodighed og - hvis det er muligt - finde alternative veje i myldretiden, siger Steffen Hoelstad, der er projektleder i

Lyngby-Taarbæk Forsyning.

 

Arbejdet på Strandvejen begynder ved krydset ved Taarbæk Strandvej og bevæger sig nord på til Trepilevej. Der vil maksimalt være 230 meter mellem de to trafiklys, der regulerer trafikken.

 

Taarbæk Strandvej genåbner

Kloakarbejdet i Taarbæk har de seneste to måneder holdt Taarbæk Strandvej lukket i dagtimerne. Arbejdet er nu ved at være afsluttet, og det betyder, at Taarbæk Strandvej genåbner på fredag, og at bussen genoptager sin normale rute fra lørdag.