Vi på TV 2 Lorry har gennem sommeren været rundt i samtlige afkroge af vores sendeområde i forbindelse med ’Oplev Lorryland’. I denne sommerserie har vi givet borgmestre og lokale ildsjæle muligheden for at komme med deres bedste bud på, hvad man bør se og opleve i netop deres kommune.
Vi er i den 30. udgave af 'Oplev Lorryland' kommet til Stevns Kommune. Her skal vi især se nærmere på områdets prægtige natur, men vi skal også besøge en idyllisk havn og et historisk slot.
Stevns Klint
Den storslåede Stevns Klint, som er en del af UNESCOS Verdensarv, kan ikke andet end at imponere. Fra toppen af de smukke og dramatiske klinter, der måler helt op til 41 meter, drages du af en fantastisk udsigt over indsejlingen til Øresund. Her kan du på klare dage se til København, Sverige, Øresundsbroen og Møn.
Ved Stevns Klint er den røde ”TV 2 Lorry anbefaler”-sten placeret. Denne anbefaling kan du se i videoen øverst i artiklen.
Solgårdsparken
Sammenlignet med Stevns Klint er denne anbefaling noget mindre autentisk. Ikke desto mindre hører den også under kategorien ’naturperler’. Vi er kommet til Solgårdsparken – en smuk naturpark, der bærer præg af tidligere tiders overdådighed. Forfatterinden Karen Bramson anlagde parken i 1904, og hun brugte stedet som et kulturelt samlingspunkt for kunstnere fra store dele af Europa.
I Solgårdsparken kan du opleve smukke søer, en botanisk have og en lindeallé, og i løbet af året er parken vært for flere forskellige arrangementer.
Rødvig Havn
Forstil dig den karakteristiske lyd af brummende fiskekuttere og skrigende måger. Netop dét er lyden af den tredje anbefaling fra Stevns Kommune. På Rødvig Havn, som er delt op i en lystbådehavn og en fiskerihavn, holder sultne måger nøje øje med fiskernes fangst, når de i deres små kuttere lægger til. Denne helt særlige stemning er gennemgående på Rødvig Havn, der kan prale af at være Sjællands 2. største aktive fiskerihavn.
Tryggevælde Ådal
Tryggevælde Ådal er et enestående og smukt naturområde i Stevns Kommune. Området har et af Sjællands største åsystemer, hvor flere forskellige fuglearter har deres daglige gang. Ådalen har mange engarealer, som jævnligt bliver oversvømmet i vinterhalvåret, og netop disse områder er særligt attraktive for vade-, spurve- og engfugle.
Tryggevælde Ådal, som også rummer et væld af interessante planter, er et yndet mål for lystfiskere, da åen er af stor betydning som gydeplads for aborre, regnbueørred og havørred. Der er sandsynligvis også en mindre bestand af krebs i Tryggevælde Å.
Boesdal Kalkbrud
Boesdal Kalkbrud omfatter et 15 hektar stort naturareal, der er en del af området omkring Stevns Klint. Kalkbrudet var aktivt i perioden fra 1920’erne til 1970’erne, og du kan i dag se rester fra dengang kalkbrydningen var på sit højeste. I området finder du bl.a. den 20 meter høje og 60 meter brede pyramide, der blev brugt til at opbevare knust og tørret kalk.
Udover kalkbruddets funktion som rekreativt område, hvor man både kan holde picnic og overnatte i sheltere, bliver stedet også anvendt som lokation til koncerter eller andre kulturelle aktiviteter.
Vallø Slot
Højt hævet over landskabet rejser Vallø Slot sig smukt og majestætisk. Det enestående monument, hvis historie kendes tilbage til 1300-tallet, er omkranset af vidtstrakte skove, og fra slottets øverste etage er der udsigt til den blå Køge Bugt.