Klimatopmødets grønne fodspor skal måles

Hvor meget CO2 udleder præsident Obamas jumbojet Air Force One på en returrejse fra Washington til København? Hvor mange drivhusgasser bliver der skabt i kraft af mindst 15.000 varme brusebade hver dag i 14 dage, og hvor meget koster det at fragte tusindvis af konferencedeltagere med tog eller limoer fra Sydsverige og hele København til Bella Center? Alt dette og meget mere skal måles og beregnes, så Udenrigsministeriet kan få et detaljeret overblik over det samlede CO2-aftryk fra den store FN-klimakonference COP15 i Bella Center i december, skriver Berlingske Tidende.

COP15 bliver dermed den første FN-klimakonference, hvor man får et samlet billede af mødets klimatiske aftryk, og Udenrigsministeriet har bedt revisions- og konsulentvirksomheden Deloitte om at udvikle standarden bag målemetoden og derefter indsamle de fornødne informationer. Deloitte skal udelukkende måle mængden af udledte menneskeskabte drivhusgasser fra selve mødet og deltagernes aktiviteter, herunder hotelophold og transport på Sjælland og i Sydsverige. Men Udenrigsministeriet er også blevet enig med FNs klimasekretariat om, at man derudover vil forsøge at måle, hvor meget deltagernes flyrejser kommer til at veje i CO2-regnskabet. Sidstnævnte bliver utvivlsomt den mest tungtvejende post. Ifølge fuldmægtig i Udenrigsministeriets logistikkontor for COP15 Jan-Christoph Napierski ventes CO2-aftrykket fra deltagernes flyrejser at komme til at udgøre omkring 90 procent af hele klimakonferencen - hvis ikke mere.
- Allerede kort før konferencestarten forventer vi at kunne give et rimelig præcist skøn over mødets CO2-aftryk, forklarer Preben Sørensen, der er partner i Deloitte.
Der er allerede gjort en lang række tiltag for at gøre det højt profilerede møde, der ventes at tiltrække tusindvis af journalister og alverdens statsledere, så grønt og klimavenligt som muligt. På bare halvandet år er antallet af hotelværelser i hovedstadsområdet, der har opnået en officiel grøn miljøcertificering, således steget fra godt 1.800 til nu 5.800. Det indebærer bl.a., at hotellerne skal opfordre gæsterne til at genbruge deres håndklæder, at der er indsat energibesparende varmevekslere og lignende. Også Bella Center har oppet sig og investerer 20 mio. kr. i en række grønne tiltag, der ventes at reducere centerets CO2- udslip med 20 procent. Der er også taget beslutning om at bandlyse al mineralvand på plastflaske. I stedet vil der i centeret blive opstillet en række automater med ganske almindeligt københavnsk postevand. Det mest usædvanlige grønne tiltag er imidlertid, at Udenrigsministeriet har besluttet sig for en nulgave-politik over for konferencens deltagere - altså hverken nogen Lille Havfrue til Sarkozy eller taske til Financial Times-journalisten. Den derved opnåede millionbesparelse går i stedet til 11 klimastipendiater til udenlandske studerende. Endelig har Udenrigsministeriet indgået en sponsoraftale med BMW, Honda, Mercedes-Benz og Volvo, der stiller op mod 150 klimavenlige limousiner og lignende grønne luksuskøretøjer til rådighed for konferencens VIP-deltagere. Når størrelsen af konferencens endelige CO2- aftryk, inklusive flyrejser, er målt, vil staten investere i tilsvarende CO2-reducerende såkaldte CDM-projekter i udviklingslandene, oplyser Udenrigsministeriet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik