Klaus vandt pris efter 12 år i gul jakke: "Jeg blev mundlam"

Det var en rørt Natteravn, der blev overrasket med Frivilligprisen 2017.

I snart 12 år har Klaus Walmod trukket i den karakteristisk gule jakke og arbejdet som Natteravn i Roskilde og omegn. 

Som han selv forklarer, så giver det hele mening, når man møder de unge.

- Jeg synes, der er masser af belønning i mødet med de unge mennesker, de er så glade for, at vi er der. De unge siger: det er fedt, I gider, og det gør deres tur i byen lidt tryg, siger Klaus Walmod, formand for Natteravnene i Roskilde. 

quote Jeg blev sjældent mundlam og meget, meget glad og overrasket.

Klaus Walmod, formand, Natteravnene 

Nu har han fået en ekstra belønning for sit arbejde. Han har fået Frivilligprisen 2017 i Kommunen. 

- Han betyder rigtig meget, det er mange, der er med til at bære indsatsen, og Klaus har været rigtig god til at organisere og motivere de frivillige til at være med, forklarer Socialdemokratiets Morten Gjerskov, formand, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Roskilde Kommune, der overraskede den engagerede formand med prisen under Natteravnenes nytårskur. 

Og det havde Klaus Walmod bestemt ikke regnet med. 

- Jeg blev sjældent mundlam og meget, meget glad og overrasket, siger Klaus Walmod. 

Indstillet af kollegaerne

57-årige Klaus Walmod arbejder til daglig som konsulent, og bruger meget af sin fritid på det frivillige arbejde hos Natteravnene. 

- Jeg har gået 145 ture med gul jakke på og næsten lige så mange ture, hvor jeg går sammen med andre, der er på vagt, siger Klaus Walmod. 

Det er hans kollegaer, der har indstillet ham til prisen, og derefter blev han udvalgt blandt de mange indstilede frivillige af kommunens Sundheds- og Omsorgsudvalg. 

- Han er god til at stå for det praktiske og har skabt et stort hold omkring sig, så der er mange om at løse opgaven, siger formand for udvalget, Morten Gjerskov.

Klaus Walmod brugte da også aftenen på at sendte hyldesten videre til de omkring 95 frivillige, der sammen med ham bruger tid på at gøre nattelivet til et trygt sted for de unge. 

- Klaus havde samtidig lavet et event, hvor man udleverede priser til dem, der havde rundet mange vagter som frivillige natteravne - tre havde rundet 150 ture, siger Morten Gjerskov. 

Håber på flere Natteravne

Natteravnene består af en god gruppe af frivillige, men formanden håber alligevel at endnu flere kunne have lyst til at være med. 

- Vi vil altid gerne have flere. Både så vi kan gå flere ture og andre også kan få oplevelsen af de unges glæde, siger Klaus Walmod. 

Med Frivilligprisen fik Natteravnene 5.000 kroner og et diplom.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik