Klar til indvielse: Kunstgræsbaner oven på skybrudssikring

På Frederiksberg er man snart klar til at indvie hele seks nye kunstgræsbaner. Banerne åbner ved Jens Jessens Vej.

Det er i området indenfor den sorte firkant, at de seks nye kunstgræsbaner er blevet anlagt på Frederiksberg. Foto: Google Maps / TV 2 Lorry

Kunstgræsfodboldbaner bliver i disse år mere og mere populære, og selvom man i forvejen allerede har et par stykker i brug, så åbner nu yderligere seks nye baner snart på Frederiksberg.

På det store anlæg ved Jens Jessens Vej i nærheden af KB Hallen, hvor blandt andet FC København til dagligt holder til, indvier Frederiksberg Kommune på fredag d. 16 august de seks helt nye kunstgræsbaner.

Det skriver kommunen i en pressemeddelse - hvor man samtidig inviterer borgerne på forfriskninger til den officielle indvielse.

- Der er et stort pres på Frederiksbergs fodboldbaner, og med de seks nye baner kan vi få meget mere spilletid til de mange fodboldglade børn og voksne i byen, så det bliver en fornøjelse at indvie banerne, siger Nikolaj Bøgh, der er byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i pressemeddelelsen.

Meget mere end bare fodboldbaner

Ikke nok med, at de nye lækre baner snart kan blive taget i brug til glæde for de mange fodboldspillende borgere i kommunen, så er det nye fodboldanlæg også en del af et større skybrudsanlæg, der længe er blevet arbejdet på.

Samtidig med opførelsen af banerne, er der nemlig blevet bedre sikret mod oversvømmelser, for nedenunder banerne er der etableret et stort skybrudsanlæg, som kan opsamle og forsinke op til 24.000 kubikmeter regnvand.

- Med de færdige baner har vi afsluttet den første og meget omfattende del af det her store projekt, som på en gang giver endnu flere mulighed for at spille fodbold og samtidig gør vores by bedre rustet til at håndtere større mængder regnvand, siger den konservative borgmester Simon Aggesen.

Kommunen indvier anlægget fredag d. 16 august kl. 16.00, hvor de opfordrer til, at man som borger kommer forbi og deltager i festen. Alle er velkomne.

- Jeg glæder mig til at markere det sammen med naboer, fodboldspillere og andre, der har lyst til at

Formand for By- og Miljøudvalget, Jan E. Jørgensen fra Venstre, glæder sig også til indvielsen:

”Vi har haft stort fokus på at få en så sikker og miljøvenlig form for kunstgræsbaner som muligt. Det har vist sig at gå godt i spænd med regnvandsopsamlingsanlægget, hvor vi med mure og filtre under jorden sørger for at holde gummigranulat på plads og forhindre nedsivning til grundvandet, siger han.

Indvielsen af de nye baner foregår fredag den 16. august klokken 16, og der bydes på forfriskninger til børn og voksne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik