Klamme kommunale toiletter skal forbedres i København

De offentlige toiletter i København er for slidte og beskidte og kræver flere penge til drift og renovering.

Mange af de offentlige toiletter i København er både for ulækre og i dårlig stand. Faktisk står det så slemt til, at en tredjedel af byens 130 toiletter hele tiden er ude af drift.

Men det bliver der måske gjort noget ved nu. Teknik- og Miljøudvalget i København skal tage stilling til, om de ønsker at bruge flere penge på at drive og vedligeholde toiletterne.

- Det er en hel del millioner, der skal sættes af både til renovering og årlig drift, og jeg håber partierne på Rådhuset vil løfte den opgave, siger Morten Kabell (Ø), Teknik- og Miljøborgmester, til TV2 Lorry.

Udvalget skal blandt andet tage stilling til, om de ønsker at bruge 8,37 mio. kr mere om året på rengøring og om de vil investere 8,325 mio kr i at renovere de toiletter, der lige nu er slidt ned. Og det er nødvendige penge, mener Morten Kabell.

- Vi har pres på toiletterne. Der er for få af dem. Der er mange toiletter, der er i for dårlig stand, og vi kunne godt bruge længere åbningstider. Københavnerne har brug for det, siger han.

Hvis Teknik- og Miljøudvalget vedtager forslaget, så bliver det taget op på efterårets budgetforhandlinger, og først her bliver det bestemt, om der skal bruges flere penge på de offentlige toiletter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik