Klager over spritfri sommerfester

Nordsjællands Politi udsteder ikke længere lejlighedsbevillinger til udskænkning af stærk spiritus. Praksis er nu så restriktiv, at arrangørerne af de nordsjællandske sommerfester vånder sig. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Når Hillerød Kræmmermarked om en måned åbner op for fire dages handel, fest og musik og ballede, en begivenhed der plejer at tiltrække omkring 200.000 gæster, så mangler der ifølge arrangørerne en vigtig ingrediens. Kræmmermarkedet har nemlig ligesom sidste år ikke fået bevilling til at servere stærk spiritus under markedet, og det går ud over bundlinjen, og dermed er der færre penge til børne og ungdomsarbejdet i Hillerøds foreninger, fortæller Ib Vilhelm, projektleder på Hillerød Kræmmermarked.
- På den ene side mister vi nok 100.000 kroner i indtjening, på den anden side pålægges vi cirka 150.000 kroner til professionelle vagter, dørmænd og brandvagter. Vi er ikke kede af at have professionelle vagter, men vil gerne gøre opmærksom på, at det sammenlagt giver 250.000 kroner mindre i uddeling til foreningerne i en tid, hvor kommunerne skærer ned på deres tilskud til samme, siger Ib Vilhelm.
Han bakkes op af arrangører fra de andre nordsjællandske sommerfester. Bo Larsen, formand for Bakkeselskabet i Gilleleje, der fortæller, at også Bakkeselskabet gik glip af 100.000 kroner ved årets Bakkefest, fordi der ikke blev givet bevilling til udskænkning af stærk spiritus i ølteltene.
- Det handler ikke så meget om pengene, men stramningen virker ikke efter hensigten. I forvejen udskænker vi jo ikke til unge under 18 år, og min mening er, at festens professionelle vagter har langt større effekt på at undgå uro, siger Bo Larsen, der peger på, at ingen andre politikredse end Nordsjællands Politi har så restriktiv en politik omkring lejlighedsbevillinger.
Kritikken fra sommerfesterne preller af på John Hestehave, der leder bevillingsafdelingen hos Nordsjællands Politi,.
- Vi indførte de nye regler sidste år og har drøftet dem med alle festarrangørerne. Festerne får dispensation, så der kan komme snaps på sildebordene, men om aftenen i ølteltene må der kun serveres øl, vin og breezers, og det har efter vores mening lagt en dæmper på festlighederne og skabt mere ro. Og vores hensigt er at skabe et mere roligt og trygt natteliv i Nordsjælland, siger John Hestehave.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik