Klagede og blev sendt væk.

Klagede og blev sendt væk. Sådan kan en 77-årig kvindes behandlingsforløb kort opsummeres.

Da hun tidligere på året skulle have fjernet sin livmoder, gik noget helt galt. Hun endte med tarmslyng og en blære, der nu hænger uden for, og da hun klagede, fik hun medhold og erstatning.

Til gengæld fik hun også besked fra Roskilde Sygehus om, at det var mest hensigtsmæssigt, at hun fortsatte behandlingen på et andet sygehus, når nu hun ikke var tilfreds i Roskilde, og sagen er desværre langt fra enestående, skriver DAGBLADET Roskilde.

- Det er desværre ofte sådan, at hvis du tillader dig at stille tvivl om din behandling og klager over den, så får du lov at sejle i din egen sø.

Alene i denne uge har vi fået 20 henvendelser, som handler om, at folk er blevet sendt videre, fordi de har klaget, siger Villy O. Christensen, der især oplever Roskilde og Næstved Sygehus som kedelige indehavere af førstepladsen.

Den 77-årige kvinde fra Roskilde er nu sendt videre til Herlev Sygehus, og ledende overlæge, Charlotte Wilken-Jensen, på gynækologisk-obstetrisk afdeling i Roskilde mener, at det er den rigtige løsning.

- Det her har været et kompliceret forløb, og vi mener, at hun er bedre tjent med at blive behandlet i Herlev nu. Hun vil formentligt møde her med en negativ indstilling, fordi behandlingen ikke har været tilfredsstillende for hende, og gør man det, kan tingene meget vel gå galt, siger hun til DAGBLADET Roskilde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik