Klage i kørestolssag er på vej til myndighed

En betjent beskyldes af flere vidner for at vælte en lam mand ud af en kørestol og efterlade ham på jorden.

En klage i sagen om en betjent, der angiveligt vælter en kørestolsbruger og lader ham ligge på jorden, er på vej til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.

Det oplyser chefkonsulent i DUP Kristian Palmann Jensen, som ikke mener, at der var grundlag for klagemyndigheden til at tage sagen op af egen drift.

- Vi har fået oplyst fra Københavns Politi, at der skulle være en klage på vej, så vi forbereder os, men vi ved ikke hvem der har indgivet den klage, siger han til Ritzau.

En politibetjent væltede ifølge flere vidner sent torsdag aften i sidste uge en handicappet mand ud af hans kørestol, råbte manden ind i hovedet og efterlod ham på jorden, selv om manden fortalte, at han ikke kunne bevæge halvdelen af sin krop, skrev Politiken.

Det skete på Blågårds Plads i København og er dokumenteret i videooptagelser, hvoraf Politiken offentliggør den ene af optagelserne. Tre vidner, der bor ved pladsen, så, hvad der skete, og de fortæller enslydende historier om episoden.

Flere vidner har udtalt, at de ville klage over betjentens behandling, og det får DUP til at vente på klagen, før de ser på sagen.

- Vi kunne læse sagen fra start af, at den kom til os, og så er der jo kun signalværdi i at tage den op af egen drift, siger Chefkonsulenten.

Retsordfører for SF, Karina Lorentzen, mener modsat, at klagemyndigheden burde have undersøgt sagen uden en klage. Men selv ikke den offentliggjorde video kunne få DUP til at rejse sagen selv.

- Der kan være flere sider af sammen sag, og ud fra billederne alene, som er det eneste objektive indtil videre, så har vi ikke vurderet, at vi skulle gå ind i sagen af egen drift, fortæller Kristian Palmann Jensen.

Det sker forholdsvist sjældent, at DUP tager sager op af egen drift.

Københavns Politis presseafdeling har sendt en mail til Politiken, hvori det bekræftes, at politiet har været til stede.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik