Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Kirkeminister fik brev med hvidt pulver

En endnu ukendt afsender har sendt kuvert med hvedemel og knuste mineraler til kirkeminister Manu Sareen.

Københavns Politi måtte tirsdag formiddag rykke ud til Ministeriet for Ligestilling og Kirke, hvor en medarbejder åbnede et brev med et noget uventet indhold.
Brevet, der var stilet til kirkeminister Manu Sareen, indeholdt et hvidt pulver og medarbejderen slog straks alarm og underrettede desuden ministeriets øvrige ansatte.
Brevet blev efterfølgende sikret i et aflukket lokale, og politiet sikrede og fragtede kuverten med det hvide pulver til analyse hos Kemisk Beredskab, oplyser Københavns Politi.
Her kunne man dog ganske udramatisk konstatere, at det hvide pulver blot var en blanding af hvedemel og knuste mineraler, formentlig sten, oplyser Københavns Politi.
Manu Sareen var ikke selv til stede i ministeriet på Frederiksholm Kanal, da brevet ankom i formiddag.
Politiet efterforsker nu sagen nærmere.
Det er langt fra første gang, Københavns Politi må rykke ud for at undersøge et mistænkeligt pulverbrev.
I januar rykkede politiet for eksempel ud til Christiansborg, hvor der blev fundet et hvidt pulver på biblioteket på anden sal.
I den forbindelse var indgangen til Christiansborg lukket i halvanden time, ligesom ventilationsanlægget blev sat ud af kraft - men helt uden grund.
Det hvide pulver var nemlig mel eller parmesanost, kunne politiet efterfølgende konkludere.