Kirke tilbyder brugt konfirmationstøj: "Det er gået helt amok"

Opmærksomheden er væltet indover Vejleå Kirke i Ishøj, efter de på Facebook har tilbudt konfirmander at låne et brugt sæt tøj. Kirken håber, at det kan nedbryde tabu om genbrugskjoler.

"Super god idé" og "Fantastisk ide og initiativ" er den gennemgående reaktion i et overvældende antal kommentarer, som Veljeå Kirke i Ishøj har fået på deres seneste opslag på Facebook. 

Kirken delte et billede af sognepræst Sophie Nielsen, der står foran et tøjstativ med konfirmationstøj og skrev ud til deres 694 følgere, at "alle konfirmander i reformramte og økonomisk trængte familier, kan låne konfirmationstøjet ganske gratis".

Opslaget blev efterfølgende delt i lokale Ishøj-grupper på Facebook. I skrivende stund er budskabet nået ud til flere end 66.000 mennesker.

- Det er gået helt amok. Det har vi ikke prøvet før, siger sognepræst Sophie Nielsen til TV 2 Lorry.

Skamfuldt at blive konfirmeret i genbrug

quote Min egen datter brugte en genbrugskjole fra min mands kusines datter. Intet med økonomi, men fordi hun elskede den. Så skønt I har dette tilbud.

Birgith Søndergaard, kommentar på Facebook

Kirken tilbyder konfirmationstøj, som er blevet doneret til det lokale netværk Næstehjælperne Ishøj.

Det er et Facebook-baseret netværk for borgere, der gerne vil give en hjælpende hånd til økonomisk udsatte mennesker i nærmiljøet.

Flere af kjolerne er helt nye, fordi de stammer fra en butik som lukkede ned og donerede sit overskudslager. Sognepræst Sophie Nielsen vurderer, at de har tøj nok til et helt hold konfirmander, men det er stadig kun en enkelt fra de nuværende hold, der har lånt en kjole.

- Vi har haft de her kjoler i to år og tidligere skrevet ud til konfirmander og forældre. Der er blevet lånt ud, men ikke særlig meget. Min erfaring er, at det stadig er lidt skamfuldt, at tage en genbrugskjole på, siger hun.

Oplagt opgave for kirken

Vejleå kirke er langt fra firstmovers på ideen om at udlåne brugt konfirmationstøj. Det bliver gjort flere steder i Jylland, og i TV 2 Lorrys område har kirker i både Sydhavn og Frederikssund haft succes med det. 

Og det er en oplagt opgave for kirken at tage på sig, mener Sophie Nielsen.

- Når man er kirke i Ishøj, bliver man opmærksom på, at der er nogle folk, der har brug for hjælp. Og konfirmanderne kommer i kirken hver uge og kan se kjolerne. Så vi ser behovet og kan hjælpe med at imødekomme det, siger hun. 

I Vejleå Kirke håber de, at opmærksomheden omkring Facebook opslaget betyder, at endnu flere vil bruge tilbuddet. Både dem der er økonomisk udfordrede, men også dem som bare gerne vil være klimavenlige.

- Vi håber, at vi kan starte en trend med, at det er fedt at genbruge konfirmationstøj. Vi prøver at sige, at det ikke er skamfuldt at tage en genbrugskjole på, hvis den er flot, siger sognepræst Sophie Nielsen.

Rigtig mange har reageret på kirkens facebook-opslag, og initiativet bliver rost.
Rigtig mange har reageret på kirkens facebook-opslag, og initiativet bliver rost.
Foto: TV 2 Kosmopol

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik