Antallet af danskere med en demenssygdom ventes at vokse i de kommende år, og fra både folkekirken og organisationer, der arbejder med pleje og demens, lyder der håb om, at præster vil træde til.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Erfaringer peger nemlig på, at kirkelige ritualer kan vække minder og skabe ro hos de ældre, samt at præster er gode til at tale med patienter og pårørende om sygdommen.
Kun få arbejder målrettet med demente
Men selvom der de seneste år har været fokus på folkekirkens arbejde med demensramte, lader den lokale indsats i sognene til at være sparsom.
Det viser en undersøgelse, som Diakonissestiftelsen på Frederiksberg har lavet med støtte fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Her har man haft kontakt til samtlige provster, som er blevet bedt om at udpege sogne, hvor der er særligt fokus på området.
Ud af landets knap 2000 sogne fik de oplyst 72 med et særligt fokus på demente, og af disse havde 11 sogne et strategisk samarbejde med plejehjemspersonalet om aktiviteter.
Sæbebobler på plejehjem
Det antal vil forhåbentlig ændre sig fremover, siger Jan Nilsson, som er præst på Diakonissestiftelsen.
Selv forsøger han altid at tale til sanserne, når han afholder gudstjeneste på plejehjemmet Søster Sophies Minde på Frederiksberg.
Han medbringer eksempelvis duftende blomster, der passer til årstiden. Sæbebobler som symbol på lethed. Grene eller sågar stjernekastere.
- Målet med vores projekt er, at kirker og plejehjem sammen kan udvikle en værdig måde at møde mennesker med demens på, siger han til Kristeligt Dagblad.
Præster tilpasser ikke deres gudstjeneste
Han forklarer, at man ofte hører præster sige, at de ønsker et øget samarbejde ved gudstjenester og i mødet med problemstillinger hos demente:
- Men i dag har de præster, der arbejder med demente, ofte kun sporadisk kontakt med plejepersonalet. De møder bare op på plejehjemmet med en forkortet udgave af søndagens gudstjeneste og tager så af sted igen.
Han tilføjer, at arbejdet med demensramte kræver en anden og mere sanselig fremgangsmåde end den, præster kender fra arbejdet med ældre generelt.
