Kiosker lader børn oddse - skatteminister på vej med løsning

Det er intet problem at oddse, selvom du er under 18 år. Det viser et forsøg, hvor DR P4 København gik en tur på Vesterbro i København sammen med to 16-årige drenge.

I ti ud af ti kiosker kunne de to mindreårige drenge frit få lov at oddse, selvom det er ulovligt fordi de er under 18 år.

Resultatet ærgrer Danske Spil, der i januar sendte en reprimande ud til deres forhandlere, fordi der har været en række tilfælde, hvor aldersgrænsen er blevet brudt.

Men det er svært at håndhæve reglerne, erkender informationschef for Danske Spil, Thomas Rørsig.

- Vi kan jo ikke sætte overvågningskameraer op. Så vi bliver nødt til at appellere til forhandlerne om at tage ansvar. De har jo også en interesse om ikke at komme i fedtefadet, men det gør de altså, hvis de bliver opdaget i at sælge til mindreårige, siger han til DR P4 København.

Reglerne som kioskerne og Danske Spil skal overholde hører under Skat, og derfor er Skatteminister Benny Engelbrecht(S) opmærksom på problemet.

I en mail til DR P4 København skriver han:

- Lige nu er vi i gang med at kigge på muligheden for at indføre et spilkort. Der kan være mange forskellige fordele ved et spilkort så som bekæmpelse af matchfixing og hvidvaskning af penge. Men muligheden for at sikre aldersgrænser indgår også i analysen af spilkortet.

En ny megafonundersøgelse lavet for Center for Ludomani viser, at det primært er de unge der bruger penge på at spille, og centeret får stadig flere og flere yngre ludomaner i behandling.

Noget som ifølge skatteminister, Benny Engelbrecht(S) er problematisk:

- Når børn helt ned til 12 år står og spiller, og det i sidste ende kan resultere i, at de bliver ludomaner. Så vi skal selvfølgelig undersøge de muligheder, der må være, og som blandt andet kan sikre overholdelse af aldersgrænsen og styrke bekæmpelsen af ludomani. Det skriver han i en mail til DR P4 København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik