Kinesisk pres på Danmark i teatersag

Det Kongelige Teaters Operahus skulle i påsken have lagt scenegulv til en amerikansk-kinesisk gæsteoptræden. Men i december lagde den kinesiske ambassade pres på Danmark for at få pillet forestillingen af plakaten. Det Kongelige Teater aflyste derpå showet, fortæller TV Avisen klokken 21.

Showet Divine Performing Arts er særdeles upopulær hos de kinesiske myndigheder. Det skyldes, at truppen blandt sine medlemmer har kunstnere, som udøver Falun Gong - en nyreligiøs bevægelse, der er forbudt ved lov i Kina. I mindst syv lande på showets verdensturné har kinesiske ambassader rettet henvendelse til teatre og politikere for at få det aflyst.
Kineserne er så sure på forestillingen, at ambassaden bragte sagen op på et møde i Udenrigsministeriet 7. december 2007.
Her svarede ministeriet, at "Danmark er et frit og demokratisk samfund, hvor regeringen hverken har mulighed for eller interesse i at øve indflydelse på, hvike forestillinger der planlægges gennemført på den kulturelle scene."
Men fem dage senere aflyste det Kongelige Teater alligevel showet.
Arrangørerne bag showet mener, at teatret har bøjet sig for pres fra det officielle Kina.
- Vi havde to uger forinden fået garantier for, at forestillingen ville blive gennemført. Derfor må det skyldes det pres, som den kinesiske ambassade har lagt på Danmark eller teatret, siger talskvinden for arrangørerne i Danmark, Linda Wu, til DR Nyheder.
Det Kongelige Teaters kommercielle chef, Peter Bentzon, erkender, at forløbet op til aflysningen har været uproffessionelt. Men han afviser, at mødet i Udenrigsministeriet med den kinesiske ambassade hænger sammen med aflysningen.
- Det er et rent tilfælde, at vi måtte aflyse kort efter dette møde. Der kom oplysninger om aktiviteter, vi skal lave til sommer, og de var så vigtige for teatret, at jeg måtte prioritere energien anderledes, siger Peter Bentzon.
Den kinesiske ambassade i Danmark ønsker ikke at oplyse til TV Avisen, om man har kontaktet teatret eller dets bestyrelse forud for aflysningen.
Men talsmanden for ambassaden, Terence Xiong, skriver i en mail, "at denne form for anti-kinesisk politisk propaganda ikke vil være godt for det bilaterale forhold mellem Danmark og Kina".