Khaterah Parwani: Sammenhold er det vigtigste

Næsten 7000 likes og mere end 2000 delinger. Samfundsdebattør Khaterah Parwani har skrevet et populært Facebook-opslag som reaktion på hændelserne i Paris. Kommentarfeltet viser dog også, at mange er uenige med hende.

"Før du begiver dig ud i at give flygtninge skylden for det, der sker i Frankrig, så spørg dig selv om, hvem de også flygter fra? Det er i dag, du skal forstå dem mere end nogensinde og vise større sympati end nogensinde før, for nu kan du måske relatere bedre til deres frygt, smerte og tab. Vi skal for helvede rykke tættere på hinanden og skabe fælles front mod disse barbariske skæbner. Hvis vi internt ikke genkender hinanden, men ser fjender i hinanden, så står vi ti gange svagere og nemmere opløselige. Hvis nogen sidder lige nu og kniber mave over det der rammer Frankrig i disse timer, så er det præcis dem, der selv har oplevet de skud, mistet familiemedlemmer og mærket det på egen krop.

Menneske til menneske. Nu."

Sådan skriver Khaterah Parwani, der er samfundsdebattør og næstforkvinde i Exitcirklen. Hun har blandt andet arbejdet med radikaliserede unge i København, og netop nu er hun i gang med et større projekt om flygtninge. Opslaget på Facebook har vækket sympati hos mange og protester hos andre. Til TV2 Lorry siger hun, at hun oplever, at folk mistænkeliggør flygtninge, når terroren rammer, og at mange fortaber sig i tankebaner om at lukke grænserne. I virkeligheden burde vi gøre det modsatte.

"Der sker hele tiden masser af tilsvarende angreb andre steder i verden. Men der er ingen forståelse for, at folk vælger at flygte, selvom det er en naturlig reaktion, når den slags kommer tæt på. Når der er terror i Frankrig, så reagerer folk anderledes, end når det sker andre steder," siger hun.

Khaterah Parwani mener, at man gør IS en tjeneste ved at få muslimer til at føle sig ekskluderet, hvilket man gør ved at forsøge at holde dem ude af vores samfund - fx med de 34 netop fremlagte asylstramninger. Det er netop IS' dagsorden at få skabt en følelse af eksklusion hos muslimer. Det skaber splid, og det gør vores samfund meget svagere, end hvis vi står sammen.

"Det handler om, hvilket spor vi skal gå ned ad. Jeg mener, det vigtigste er at vise åbenhed og skabe sammenhold samtidig med, at vi står fast på vores demokrati og måde at leve på," siger Khaterah Parwani til TV2 Lorry.

Mange protesterer over Khaterah Parwanis budskab i opslagets kommentarfelt, men det har hun ikke selv haft tid til at læse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik