Der er skrevet historie ved årets Copenhagen Marathon.
Kenyaneren Julius Ndiritu Karinga løb samtlige 42,195 kilometer gennem Frederiksberg, Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, Indre København og Islands Brygge på kun 2 timer og 12 minutter.
Det er to minutter hurtigere end danskeren Sven Erik Kristensen, der løb distancen på 2 timer, 14 minutter og 16 sekunder i 1987.
Vil gøre det endnu bedre til næste år
Kun få minutter efter, at Julius Ndirithu Karinga løb over målstregen på Islands Brygge, var han i stand til at lade sig interviewe af løbsarrangørerne.
- Det var hårdt, for jeg har ikke sovet nok, siger den glade vinder, der forklarer, at der var problemer med hans flyafgang før turen til Danmark, der i øvrigt var lang.
Kækt svarer han, at han til næste år vil besøge Danmark igen. Her vil målet være at løbe distancen på 2 timer og 9-10 minutter.
Han og kollegaerne fra Østafrika gav desuden udtryk for, at de var imponerede over de danske motionister på ruten.
Første dansker i mål
Første dansker i mål blev Torkild Sundstrup, som løb ruten på tiden 2.27.
Der blev givet high fives fra tilskuerne til den glade dansker.
- Det var virkelig hårdt i dag. Det var varmt, og der var forholdvis meget vind, siger danskeren.
Han mener, at stemningen var bedre i år, end sidst han var med for to år siden.
- Det var ikke publikums skyld, at jeg ikke løb bedre, siger han.