02:44

Johan Olsen og Willi Jønsson har sammen med en række andre kunstnere lavet en protestsang til Amager Fælled.

Ny protestsang til Fælleden: Hør den fulde version her

Fælleden får nu sin egen protestsang, skrevet og indspillet af blandt andre Johan Olsen og Willi Jønsson. Nu kan du høre den fulde version.

Her går vi rundt på et hav af sten
Rundt i byens gader
Men på Fælleden flyver vi frit
Lad ingen tage din sidste blomst

Sådan lyder det første vers af en ny fællesprotestsang til Amager Fælled.

- Amager Fælled er Københavns "sidste blomst" (som det siges i sangen, red.), den sidste store urnatur. Hvis vi bliver ved med at tage noget, er der til sidst ikke noget tilbage, og det skal vi stoppe, siger filminstruktøren Frej Schmedes, som er idémanden bag projektet, til TV2 Lorry.

Det går den forkerte vej. Derfor vi laver en protestsang, for at råbe folk op.

Frej Schmedes, idémand bag projektet

Kendte kunstnere synger for 

Protestsangen er skrevet af forsanger i Magtens Korridorer, Johan Olsen, og en række andre kunstnere er med på nummeret, blandt andet Gasolins gamle bassist, Willi Jønsson. 

 - Vi har lavet en protestsang, fordi vi gerne vil nå ud til folk og samles om det her, og fordi der er så mange kunstnere, der har det her på hjerte, siger Frej Schmedes.

Hør hele sangen her:

02:44

"Til Amar Fælled" Fællesprotest-sang

Luk video

Frej Schmedes er en del af borgergruppen Amager Fælleds Venner, der kæmper for at få annulleret Københavns kommunes byggeplaner på Fælleden - og nu tages altså en ny protestsang i brug. 

- Vi håber, det kan beskytte naturskatten, så vores børn og fremtid kan opleve den biodiversitet, vi har i hjertet af København. 

En Københavner-fortælling 

Sangen er skrevet på Gasolins folkemelodi "Langebro" - og det er ikke tilfældigt.

- Jeg bor selv på Islands Brygge, og jeg cykler tit over Langebro, fortælle Frej Schmedes om, hvordan han fik idéen.

- Det her er også en Københavnerfortælling, der hænger sammen med Gasolin og kampen for at være her med de udsatte eksistenser, retten til at være her. Amager Fælled beskytter truede og vilde arter. Det er byens åndehul, og den står vi sammen om.

Læs også Amager Fælled-venner i kamp for naturen med menneskering

Heftige protester

Efter planerne skal cirka 19 ud af Fælledens 300 hektar bebygges.

Byggeretten til Amager Fælled blev givet til By og Havn som betaling, da man for 25 år siden skulle finansiere metrobyggeriet.

Men protesterne er det seneste stykke tid væltet ned over projektet, fordi Amager Fælled har natur, der er over 5.000 år gammel og har en rig biodiversitet. 

- Det går den forkerte vej. Derfor vi laver en protestsang, for at råbe folk op, siger Frej Schmedes.

Læs også Hærværk på Amager Fælled: Overskårne rør og fjernede skilte

Fællesprotestsangen blev offentliggjort i dag kl. 18 på Facebook-siden Amager Fælleds Venner, og bliver derudover sunget til Amager Fælled Festival den 10. september. 

- Det er for at stå fælles om Fælleden i sang og løfte vores stemmer, siger Frej Schmedes.