Kendt journalist og tv-vært er død

Den mangeårige udlandskorrespondent og vært på Danmarks Radio døde første juledag. Han blev 71 år.

Journalist Tyge Pedersen er død, 71 år gammel.

Det oplyser familien til Ritzau.

Tyge Pedersen var i over 30 år ansat i Danmarks Radio, hvor han som medarbejder på TV-Avisen blandt andet var udlandskorrespondent ad flere omgange, blandt andet i Bonn og Bruxelles.

Derudover var han igennem flere år redaktør og vært på udenrigsmagasinet "Udefra".

Tyge Pedersen kom til Danmarks Radio i 1977, efter at han i godt ti år havde været journalist på Information.

I TV-Byen begyndte han på TV-Avisens udlandsredaktion. Her blev det op igennem 1980'erne til mange reportagerejser til landene bag det kommunistiske jerntæppe.

Fra 1992 til 1997 var Tyge Pedersen korrespondent i Bruxelles, hvor han fulgte udviklingen i EU i årene, efter at danskerne havde stemt nej til Maastricht-traktaten.

Fra 1998 og frem til udgangen af 2006 var han ankermand på "Udefra" på DR2, hvor verdens brændpunkter blev sat under lup.

Trods sine mange år i udlandet og den konstante fokus på verden uden for Danmark, præsenterede han sig i Danmark gerne som "Pedersen, Bispebjerg". I en periode var det også ham, der lagde stemme til velkomsthilsenen ved telefonopkald til DR.

Tyge Pedersen oplyste i 2010, at han var blevet opsagt i Danmarks Radio efter 33 års ansættelse.

Familien oplyser, at han døde første juledag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik