Foto: Stine Larsen, Scanpix

Kedelig rekord: 801 fartsyndere blitzet på fem timer

Der blev kørt alt for stærkt på Køge Bugt Motorvejen torsdag.

Bilisterne på Køge Bugt Motorvejen gav den ikke for lidt torsdag. Faktisk satte de en ærgerlig rekord i at køre for stærkt.

Midt- og Vestsjællands Politi blitzede 801 bilister på fem timer torsdag, der kørte hurtigere end de tilladte 80 km/t, skriver DAGBLADET Køge.

Der er vejarbejde på strækningen, og derfor er hastigheden sat ned. 

166 af fartbøllerne kørte mere end 30 procent for stærkt, hvilket som minimum giver dem et klip i kortet. 

Læs også 130 har fået frakendt kørekortet for at fræse forbi vejarbejde

I 2014 blev bøden for at køre for stærkt ved vejarbejde fordoblet. Derudover får bilisterne en betinget frakendelse af kørekortet ved en hastighedsstigning på over 40 procent.

Dagens rekordholder gik til en bilist, der kørte 152 km/t på strækningen. Det svarer til at køre 90 procent for stærkt og giver en bøde på 11.000 kroner.

På Vallensbækvej i Vallensbæk har Københavns Vestegns Politi også fået en mase fartsyndere i fælden.

I løbet af en uge har bilisterne på vejen fået 494 bøder, 154 klip og 130 frakendelser af kørekort.

Læs også 2550 bøder på samme dag: Nu anker seks bilister fartbøder