Katolsk kirke har fundet sexmistænkt præst

Den katolske kirke har fundet den præst, som i Berlingske Tidende anklages for at have begået sexovergreb. De vil dog ikke foretage sig yderligere i sagen.

Den katolske kirke har fundet den præst, som i Berlingske Tidende anklages for at have begået sexovergreb.

Det oplyser den katolske biskop, Czeslaw Kozon, i en pressemeddelelse.

Kozon har haft et personligt møde med præsten, som har fået anklagerne forelagt.

Præsten kan ikke genkende anklagerne, og han kan heller ikke ud af anklagerne se, hvem den anonyme anklager er.

På det grundlag mener den katolske kirke ikke, at den er i stand til at foretage sig noget yderligere i sagen.

Kirken opfordrer i stedet fortsat vedkommende til at kontakte kirken under anonymitet i forhold til offentligheden, da det muligvis vil sætte gang i en gennemgående undersøgelse af sagen.

De anonyme anklager i Berlingske Tidende går på, at en mandsperson fortæller til avisen, at han blev misbrugt af en katolsk præst for cirka 30 år siden, da han var messedreng.

Politiet er gået i gang med at efterforske sagerne om seksuelt misbrug i den katolske kirke.

Den katolske kirke har udarbejdet en beredskabsplan for den fremtidige håndtering af sager om seksuelle overgreb.

/ritzau/