Kastanjetræer blomstrer i september: Det er ren overlevelse

Det er efterår, men i Fredens Park ved søerne i København er der flere af kastanjetræerne, der har sat blomster og fået grønne blade.

Blandt de brune blade, der i øjeblikket dominerer udsigten, når man går en tur langs søerne i København, kan man på nogle af kastanjetræerne se hvide blomster og lysegrønne blade, der rimer mere på forår end efterår.

I Fredens Park ved Sortedam Dossering og Blegdamsvej, er der flere af træerne, der lyser op med de lysegrønne blade. Og selvom det ser smukt ud, så er det ikke et godt tegn. 

- Det er ren overlevelseskamp, siger Jes Aagaard, Naturvejleder, Naturstyrelsen. 

quote Det er ren overlevelseskamp

Jes Aagaard, Naturvejleder

- Det er et træ, der gerne vil overleve. Det forsøger at udnytte det sidste sollys her i efteråret, så det kan overleve vinteren.

Den ekstreme varme og tørke denne sommer har nemlig været hård ved kastanjetræerne. De er sårbare over for tørken, fordi de ikke har ret dybe rødder, og samtidig har de været angrebet af en såkaldt minérmøl, der har gnavet indersiden af bladene tom for næring.

- Tørken har så givet dem en ekstra kniv, så de har næsten ingen energi fået hele sommeren. Så er der nogle af træerne, der vælger en overlevelsesstrategi, hvor de nu tænder for de knopper, der ellers lå og var klar til at springe ud til næste år, siger Jes Aagaard. 

Lykkes træernes strategi, så får de samlet energi nok til at overleve vinteren og samtidig være klar med nye knopper til næste forår.

En sjælden begivenhed

Men kigger man rundt på de mange kastanjetræer i Fredens Park og langs søerne, så er det langt fra alle træerne, der er i blomst. Hvad det skyldes, er svært at give en forklaring på.

quote Det er faktisk første gang, jeg ser blomstrende kastanjer i september måned.

Jes Aagaard, Naturvejleder

- Det er det, jeg vil kalde et godt biologisk spørgsmål. Det kan være, at nogle af træerne har en lidt anderledes genetisk overlevelsesstrategi, og nogle af dem har måske større energireserver eller er mere pressede, siger Jes Aagaard.

Og der skal meget til, før kastanjetræerne blomstrer på denne tid af året.

- Det er faktisk første gang, jeg ser blomstrende kastanjer i september måned, siger naturvejlederen.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik