Karsten Ree vil ud af Amagerbanken

Amagerbankens storaktionær Karsten Ree vil sælge sine aktier i banken hurtigst muligt. Det forklarer han, efter at det er lykkedes banken at skaffe de 750 mio. kr., som det statslige skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, har krævet for at staten stiller med en garanti på 13,5 mia. kr. Det skriver dagbladet Børsen.

»Mine aktier i Amagerbanken er til salg. Det er klart, at jeg gerne vil af med dem. Jeg vil gerne have min sikkerhed i garage,« siger Karsten Ree, der senere i går sagde til TV2 Finans, at han har fortrudt sin 800 mio. kr. store investering i Amagerbanken.
»Jeg ville ikke gøre det om. Det er mange penge at punge ud med og sige farvel til.«
Samtidig står det klart, at bankens nuværende adm. direktør, Jørgen Brændstrup, skal skiftes ud. Det har Finansiel Stabilitet krævet samtidig med kravet om kapitaltilførslen på de 750 mio. kr.
Ifølge Børsens oplysninger har Karsten Ree samtidig tilkendegivet over for Finansiel Stabilitet, at han ikke vil stille sig i vejen for en udskiftning af Jørgen Brændstrup.
Bestyrelsesformanden i Amagerbanken, Niels Erik Nielsen, vil ikke kommentere den kommende afskedigelse af bankens adm. direktør.