Karsten Ree anklages for dobbeltspil

Hovedaktionæren i Amagerbanken, rigmanden Karsten Ree, spiller dobbeltspil i krigen om den fremtidige ledelse i den kriseramte bank, siger et medlem af Amagerbankens bestyrelse til dagbladet Børsen.

Karsten Ree kræver offentligt, at bankens bestyrelse med formanden, advokat Niels Erik Nielsen, i spidsen skal gå af på en ekstraordinær generalforsamlin 10. november. Men ifølge Børsens oplysninger forhandler Karsten Ree samtidig med den siddende bestyrelse om bankens fremtid.
Forhandlingerne foregår direkte mellem hovedaktionæren og Niels Erik Nielsen. De to har en god tone mellem sig, når først pressens projektører bliver slukket, forklarer bestyrelsesmedlemmet i Amagerbanken, der begrunder sit ønske om anonymitet med den højspændte situation, som banken befinder sig i.
Den fortsatte dialog mellem Niels Erik Nielsen og Karsten Ree er ifølge bestyrelsesmedlemmet også baggrunden for, at den siddende bestyrelse ikke har kapituleret forud for den ekstraordinære generalforsamling. De vurderer nemlig, at der fortsat er en mulighed for at få Karsten Ree med på deres side og derved blive siddende.
Karsten Ree sidder på en tredjedel af aktierne i Amagerbanken. Sammen med den anden storaktionær Nykredit - som bakker op om Karsten Rees officielle forsøg på at vælte bankens bestyrelse og formand - kan storaktionæren mønstre op mod 40 pct. af stemmerne. Da resten af Amagerbankens aktier er fordelt ud på tusindvis af småaktionærer kan det det sidste ende nemt blive Karsten Ree, der kommer til at afgøre, hvem der i fremtiden skal stå i spidsen for Amagerbanken.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Karsten Ree om det påståede dobbeltspil.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik