Kåring: Kim Vilfort er århundredets bedste

Kim Vilfort er kåret som den bedste spiller i Danmarksturneringen de seneste 100 år.

Han var i konkurrence med store fodboldpersonligheder som Peter Schmeichel, Lars Olsen, Allan Simonsen og Jesper Grønkjær, men juryen valgte i sidste ende at pege på Kim Vilfort som århundredets fodboldspiller i Danmarksturneringen.

Prisen, der uddeles i anledning af, at der er spillet om danmarksmesterskabet i 100 år, går til den tidligere Frem- og Brøndby-spiller, der nåede at spillere mere end 400 kampe og vinde syv mesterskaber i den bedste danske række i sin tid som aktiv.

Udnævnelsen kommer en smule bag på den tidligere landsholdsspiller.

- Jeg er overrasket, for jeg har aldrig set mig selv som den største spiller ud fra den målestok, man normalt bruger.

- Men jeg har haft et højt niveau. Ellers havde jeg heller ikke spillet på et DM-vindende hold, scoret en hel del mål eller opnået så mange landskampe, siger Vilfort, der fik 77 kampe i rødt og hvidt og var med til at vinde EM i 1992.

Den nuværende landstræner Morten Olsen har arbejdet sammen med Vilfort i sin tid i Brøndby. Og han roser den nuværende talentchef for en "ubændig vindermentalitet".

- Hans betydning og værdi for Brøndby IF er vanskelig at udtrykke på retfærdig vis. Derfor er han et naturligt valg som århundredets spiller i Danmarksturneringen, siger Morten Olsen.

Prisen bliver overrakt på søndag, hvor fodboldsæson nummer 100 i dansk fodbold slutter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik