Kaosfotograf: Betjenten sagde perker

Fotografen fra det københavnske tv-produktionsselskab Kaos TV, som optog hele 'perle-perker'-konfrontationen mellem en politibetjent og en demonstrant, siger nu til Politiken, at han er sikker på, at politibetjenten sagde: »Kan du fatte det, perker?«.

»Det er jeg et hundrede procent sikker på«, siger fotografen
Lasse Andersen til Politiken onsdag.
Konfrontationen skete under en demonstration mod Israels
angreb på Gaza tirsdag 13. januar. Her råbte en betjent enten
perle, perk eller perker til en demonstrant.
For at understøtte sin påstand vil Lasse Andersen onsdag på et
pressemøde fremlægge en hidtil ukendt optagelse af optrinnet,
som er filmet af en fotograf fra Christiania TV.
På optagelsen kan man ifølge Politiken angiveligt høre, at
politibetjenten siger »Kan du fatte det, perker?«.
Lyden er lavere end på den oprindelige optagelse.
Lasse Andersen og fotografen hævder, at de gennem længere tid
har forsøgt at afsætte de nye optagelser til tv-stationerne, men
eftersom det ikke er lykkedes, har de nu valgt at lægge
optagelserne frem.
Ifølge fotografen ønsker han med offentliggørelsen at mane de
forskellige fortolkninger af betjentens udsagn i jorden.
Samtidig vil fotograferne gerne dreje fokus tilbage til deres
oprindelige intention bag videoen.
»Det her handler ikke om, om han siger perker eller perle, det
handler om, at han skubber til en mand med pacemaker«, siger
Lasse Andersen til Politiken.
Historien om en muligvis racistisk politibetjent fandt hurtigt
vej til de landsdækkende aviser og tv-nyhederne. Kort tid efter
trådte politidirektør Hanne Bech Hansen dog frem og meddelte, at
hun havde hørt båndet igennem, og efter at have talt med den
pågældende betjent var hun sikker på, at betjenten sagde
»perle«.
En dansk lydekspert, Eddy Bøgh Brixen, som arbejder med
lydbeviser i danske retssale og for dansk politi, analyserede
lydoptagelse fra internettet. Han kom frem til, at betjenten
sagde: »Kan du fatte det, perk«.
Senest har TV 2 fremskaffet den oprindelige optagelse, og det
fik lydeksperten til at sige, at konklusionen nu var mere
»svævende«.
Samtidig har journalist Niels Fastrup fra Modkraft.dk trukket
sit oprindelige udsagn om, at betjenten sagde »perker« tilbage,
skriver Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik