04:36

Kaos på 1813

Der var kaos på akuttelefonen 1813 i weekenden. Patienter måtte affinde sig med ventetider på en time på at komme til at snakke med en læge. Hvis de altså overhoved kom igennem.

I de seneste to weekender har der været pres på akuttelefonen 1813. Det oplevede Susan Vester fra Amager. I lørdags havde hun uudholdelige mavesmerter og kastede op. Det var så slemt, at hun ringede til akuttelefonen 1813 for at snakke med en læge.

"Jeg prøvede at ringe op. Den første gang var der 50 minutters ventetid, og næste gang var der 60 minutters ventetid," fortæller Susan Vester til TV2 Lorry.

Symptomerne begyndte allerede to dage forinden, hvor hun fik ondt i maven, kramper, kastede blod op og blev sendt hjem fra arbejde. Efter en tur på skadestuen fik hun at vide, at hun skulle have foretaget en kikkertundersøgelse. Men da der ikke var en tid samme dag, fik hun valget mellem at blive indlagt eller vente derhjemme. Susan Vester valgte at tage hjem.

Men de stærke mavesmerter tog til over fredagen - og lørdag var det så slemt at hun ikke længere kunne holde det ud. Hun ringede til 1813 for at få hjælp.

"Lige pludselig fik jeg de stød, som man får, når man får hjertestød. Når man trykker virkelig hårdt på brystkassen."

De efterfølgende 4 timer ringede Susan Vester til akuttelefonen flere gange, og hver gang fik hun at vide at der er omkring en times ventetid. Den ene gang bliver hun smidt af systemet efter 25 minutter i kø, og var nødt til at starte forfra.

Susan Vester er langt fra den eneste, der har oplevet at vente længe i kø til 1813. På Facebook er en fars historie delt over 16.000 gange. Først ventede han 38 minutter på at komme igennem - derefter yderligere 15 minutter på at komme til at tale med en læge. Efterfølgende bliver familien, der har et barn med over 41 i feber, henvist til Børneafdelingen på Hillerød Sygehus - men her er ikke kapacitet til at hjælpe familien, der må tage hjem uden at have fået hjælp efter at have tilbragt timer midt om natten i et venteværelse.

Medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden - Dansk Folkepartis Finn Rudaizky – mener, at situationen er alvorlig.

"Det er helt uacceptabelt, fordi folk har risikeret at komme i livsfare. Det er bare noget, som simpelthen ikke må ske," siger Finn Rudaizky til TV 2 Lorry.

Region Hovedstaden erkender problemet. I en mail til TV 2 Lorry skriver i Region Hovedstaden, at de lange svartider skyldes akut opstået sygdom blandt personalet.

"I weekenden har der været ekstraordinært travlt med 3819 opkald lørdag og 3609 opkald søndag, og svartiderne har været 3-4 gange længere end normalt", skriver Region Hovedstaden.