Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Kampdag: Røde borgmestre giver skoleelever fri

Hovedparten af de røde kommuner giver eleverne fri på arbejdernes kampdag, mens eleverne må blive indendøre i alle blå kommuner - undtagen én.

Hvis du går i folkeskole, og din borgmester er socialdemokrat, har du med stor sandsynlighed haft fri fra skole i dag. Hvis din borgmester derimod er fra Venstre eller Konservative, har du tilgengæld svedt på skolebænken og ikke i solen.

I en tid med fart på de digitale medier og nyhedsstrømme er det vigtigt at holde fast i denne historiske begivenhed.

Steen Christiansen, Borgmester, Albertslund, Soc.dem.

Det viser en opgørelse, som TV 2 Lorry har foretaget blandt kommunerne i hovedstadsområdet.

- Det er danmarkshistorie, og i en tid med fart på de digitale medier og nyhedsstrømme er det vigtigt at holde fast i denne historiske begivenhed, siger Albertslunds borgmester Steen Christiansen, som ser det som en selvfølge at skolerne holder lukket i dag. 

Kun i én af de såkaldte blå kommuner har skoleeleverne i dag kunne fejre 1. maj i det gode vejr. I Glostrup hedder borgmesteren John Schmidt Andersen og kommer fra Venstre, men alligevel har eleverne haft fri på den internationale kampdag.

Læs også 1. maj: Her fejres kampdagen

Rent ideologisk synes jeg ikke, det er en god dag at holde fri på.

Mogens Haugaard Nielsen, Borgmester, Stevns, Løsgænger

I samtlige af hovedstadsområdets 10 konservative kommuner har eleverne været i skole, hvilket også gør sig gældende for de resterende ni Venstre kommuner (hvis man ikke medregner Stevns, hvor borgmester Mogens Haugaard Nielsen er løsgænger, men valgt ind for Venstre).

- Min holdning er, at der er rigeligt med fridage blandt eleverne. Så hvis de skal have fri 1. maj skal de gå i skole en anden dag, hvor de normalt har fri, siger Venstre-borgmesteren i Gribskov, Kim Valentin.

- Jeg kan huske, at vi har haft diskussionen i kommunen før. Men jeg deler ikke ønsket om, at skoleeleverne skal have fri i dag. Rent ideologisk synes jeg ikke, det er en god dag at holde fri på, siger Mogens Haugaard Nielsen, borgmester i Stevns.

Rådhuset er lukket, selvom børnene er i skole

I samtlige af alle hovedstadskommunerne har rådhusene dog i dag holdt lukket, uanset politisk overbevisning, og det kan selvfølgelig godt virke lidt spøjst, lyder det fra Stevns' borgmester.

- Det kan du selvfølgelig have en pointe i. Men jeg har været på rådhuset i formiddags og også talt med borgere efterfølgende. Mange embedsfolk har været på arbejde, så derfor skal børnene selvfølgelig også gå i skole i dag, siger han.

I størstedelen af de socialdemokratiske kommuner har eleverne derimod kunne afholde 1. maj uden at skulle tænke på skoleundervisning.

- Eleverne skal selvfølgelig have fri 1. maj, fordi det er vigtigt, at de forstår, hvor stor betydning dagen har haft for vores samfund rent historisk, siger Albertslunds borgmester Steen Christiansen.

Læs også Sådan har vejret været 1. maj i 27 år

- Arbejderbevægelsen har i sin bredeste forstand stået for udviklingen af velfærdssamfundet med alle de kvaliteter, det har i dag. Derfor er det vigtigt at markere dagen, fordi mange mennesker har gjort en stor forskel i mange år, siger Steen Christiansen.

I Fredensborg, Furesø, Herlev og Lejre har skoleelverne været i skole - til trods for, at deres borgmester er socialdemokratiske.