Kæmper for lovligt biltræf: "Føler mig efterhånden som et bandemedlem"

Fartglad organisation kæmper stadig for lovlige biltræf. Nu stiller de op til interview i håb om at komme i dialog med vrede borgmestre.

Skørtesæt.

Skinnende alufælge.

Luftundervogn, der hæver og sænker bilen.

Det er muligvis ikke noget, der får din mundvige til at løbe i vand, men det er der andres, der gør.

- Vi er en del af fællesskabet Striben. Vi er en kæmpe flok, der på tværs af alder, hudfarve og nationalitet mødes om vores interesse for biler. Det er vores store passion, fortæller Jesper Olsen fra Striben til TV 2 Lorry.

Normalt har han eller andre slet ikke ønsket at stille sig op foran et tv-kamera, men det gør de nu i et forsøg på at indgå dialog med politikere og politi. 

Striben er kendt for en tilbagevendende serie af arrangementer i løbet af året, hvor bilinteresserede mødes med deres biler.

Organisationen møder heftig politisk modstand og beskyldes for ulovligt ræs, svineri og larm i blandt andet Ishøj og Høje-Taastrup - noget som man finder urimligt i organisationen bag.

"Jeg føler mig som et bandemedlem"

- Vi elsker biler, og vi vil bare gerne have lov at mødes. Men vi oplever problemer med, at politiet sætter hårdt ind over for os. Og det, synes vi, er urimeligt, siger Jesper Olsen fra Striben til TV 2 Lorry.

 
 

- Her ved sidste biltræf var der kun fem biler, og der var allerede en betjent og sige, at vi ikke måtte være der. Jeg føler mig snart som et bandemedlem. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi skal komme så langt ud, at man føler sig jagtet. Vi står trods alt bare og kigger på biler, siger han.

Borgmesteren i Ishøj, Ole Bjørstorp, har tidligere givet udtryk for, at man med stor kommunal indsats har i sinde at få lukket ned for Striben i fremtiden.

Sidst Striben forsøgte at afholde et arrangement i Ishøj satte kommunen knap 100 store betonklodser op omkring en større parkeringsplads for på den måde at spærre for, at den kunne bruges.

- Problemet er, at de vil mødes og køre ræs der, hvor vi bor. Det er farligt, og det er til utrolig stor gene for dem, der bor her. Det er ikke bare et biltræf, der bliver holdt. Vi kan ikke bakke op om, at der køres ræs i Ishøj, siger den socialdemokratiske borgmester Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har også været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, som siger følgende:

- Generelt har vi her i foråret fået en del henvendelser fra grundejere og kommuner, som ikke vil have, at deres parkeringspladser bliver benyttet af Striben til biltræf. Derudover har vi fået henvendelser fra borgere, der føler sig utrygge, når det her foregår. Og det er vi nødt til at sætte ind over for, så det er med den baggrund, vi har bortvist de enkelte personer, siger Søren Enemark fra Københavns Vestegns Politi.

 
 

Striben: Vi inviterer gerne borgmesteren med

Striben er klar til at indgå i et samarbejde med både politiet og kommunen, så de sammen kan finde en måde at afholde Stribens arrangementer på.

- Hvis de (red. Striben) bare blev på en parkeringsplads var det jo ikke noget problem. Men problemet er, at de kører ræs, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp.

Striben afviser dog, at have noget at gøre med de ulovlige gaderæs:

- Vi har ikke noget at gøre med de ulovlige gaderæs. Og det er en politiopgave at få dæmmet op for det, hvis det finder sted, siger Jesper Olsen fra Striben og forsætter:

- Vi ønsker at gøre tingene rigtigt, og vi ønsker at lave noget, hvor politiet også er med. Og hvor borgmesteren også er med inde over. Vi ønsker, at der er orden og ro. Vi ønsker ikke, at der er brændere, eller at folk ødelægger noget. Vi er bare nogle drenge, der elsker biler. Vi føler, vi bliver behandlet som kriminelle, og det er vi kede af, siger han.

Borgmesteren i Ishøj, Ole Bjørstorp, afviser dog, at der er plads i Ishøj:

- Det vil klart være muligt at finde et sted i landet, hvor de kan afholde biltræf. Dem er der mange steder af. Men vi har ikke et sted i Ishøj, så det bliver ikke her, siger han til TV 2 Lorry.

 
 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik