Foto: Lorry

Kæmpekrav mod entreprenør på metrobyggeri

En af de største entreprenører på det københavnske metroprojekt hives nu i Arbejdsretten med krav om en efterbetaling på godt fem mio. kroner, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Der er tale om den italienske virksomhed Trevi Spa., som udfører indfatningsvæggene omkring de 21 arbejdsskakte og stationsskakte, inden den mere klassiske betonarmering kan udføres.

Trevi har i mere end et år konsekvent undladt at indbetale feriepenge og søgnehelligdagsbetaling for sine ansatte på metroprojektet.

Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) har opgjort de manglende indbetalinger til minimum 5,1 mio. kroner fra 1. maj 2012 til 1. juni i år.

Den italienske virksomhed blev i april sidste år meldt ind i Dansk Byggeri og har dermed siden været omfattet af den danske bygge- og anlægsoverenskomst. Heraf fremgår, at feriepenge og søgnehelligdagsbetaling efter overenskomstens regler for udenlandske udstationerede medarbejdere skal indbetales til en særlig feriekasse, som forbundene i BAT-kartellet administrerer i fællesskab.