Kæmpe politiaktion igangsat efter selvmordsbrev dukker op

Lørdag eftermiddag igangsatte politiet en større efterforskning, da et par sandaler og et afskedsbrev blev fundet ved en mose i Skibby.

Hvis du bor i nærheden af Skibby, så var du måske én af dem, som undrede sig over, hvorfor en politihelikopter hang i luften over området i går eftermiddag. 

quote Indholdet i brevet er ret tydeligt, det er en person, som skriver til sin familie, at hun har tænkt sig at slutte her.

Jesper Hansen, vagtchef, Nordsjællands Politi

Det skyldtes, at Nordsjællands Politi modtog et opkald om, at der var fundet et par sandaler og et selvmordsbrev lige ved Nordmandsmosen. 

- Indholdet i brevet er ret tydeligt, det er en person, som skriver til sin familie, at hun har tænkt sig at slutte her. Vi får indtrykket af, at det er en ung kvinde. Håndskriften er pæn, og det er meget varmt skrevet. Der er virkelig brugt tid på det. Dét, i sammenhold med, at det er lige ud til en mose med is på, gør, at vi begynder at lede i området. Og det gælder om at gøre det hurtigt, for mørket falder jo hurtigt på nu. 

Sådan forklarer Jesper Hansen, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry. 

quote  Det er lyden af helikopteren, som får det til at gå op for en 13-årig lokal pige, hvad det er, der foregår.

Jesper Hansen, vagtchef ved Nordsjællands Politi

Der bliver derfor med det samme indkaldt efterforskere, oprettet kontakter til lokalområdet, hunde bliver tilkaldt for at lede efter spor, og ved 17-tiden kommer også helikopteren ind i billedet for at lede efter personen bag afskedsbrevet.

 - Og det er lyden af helikopteren, som får det til at gå op for en 13-årig lokal pige, hvad det er, der foregår. Hun ringer til os og siger, at hun godt ved, hvorfor vi er der. Hun og to veninder har glemt at fjerne brevet og sandalerne ude fra mosen. 

Det siger Jesper Hansen, som samtidig roser pigen for at skride til handling, selvom hun og veninderne på 14 og 15 år ikke helt havde tænkt sig om. Sandalerne og selvmordsbrevet viser sig nemlig at være en intern spøg. 

- De her piger har haft flere "gyser-pranks" i løbet af dagen, de havde lavet sådan en temadag. Og det var bestemt ikke meningen, at det skulle nå videre ud end de tre. Det var aldrig hensigten, så de er rigtig kede af det, og mit klare indtryk er, at det helt sikkert ikke kommer til at ske igen. 

Det fortæller Jesper Hansen, som sammen med sine kolleger har taget en fortrolig snak med pigerne, ligesom forældrene er blevet involveret. 

quote Fra mit synspunkt var det opkald det bedste, jeg kunne få at vide lige der.

Jesper Hansen, vagtchef ved Nordsjællands Politi

Selvom det helt store mandskab blev sat igang forgæves, er vagtchefen glad for, at det trods alt ikke var mere alvorligt, end at det hele kunne opklares med et enkelt opkald. 

- Sådan en situation her er jo ikke uvant for os. Det svarer til, når vi får at vide, at der har holdt en bil parkeret ved en bådhavn i meget lang tid. Man var da bekymret, og her går vi og leder efter en pige, som i forvejen har lidt en masse knæk. Så fra mit synspunkt var det opkald det bedste, jeg kunne få at vide lige der.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik