00:39

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Kæmpe krydstogtsucces: 5.000 besøgte Hundested

Hundested jubler over kæmpe krydstogtsucces. 5.000 gæster besøgte byen på en enkelt dag.

Søndag den 8. maj var en historisk dag på mere end én måde for den gamle fiskerby, Hundested, i Nordsjælland.

Dels var det første gang at et krydstogtskib, efter flere års hårdt arbejde, lagde til kaj, men det var også første gang at hele 5.000 gæster besøgte byen på en dag.

Selve krydstogtskibet kom sejlende med 800 gæster og 700 besætningsmedlemmer, men det gode vejr og byens forskellige arrangementer lokkede endnu flere gæster til.

- Vi har al mulig grund til at være glade. Hele havnen var fuld af mennesker, det har vi aldrig oplevet før. Så vores bud er at vi havde besøg af cirka 5.000 mennesker, siger havnefoged Søren Brink til TV 2 Lorry.

Ialt ankommer der tre krydstogtskibe til Hundested denne sommer. Det sker efter flere års målrettet indsats. Og derfor var alle sejl også sat til, da de første britiske gæster kom sejlende.

Byens erhvervsliv og borgere havde blandt andet arrangeret gratis shuttlebus-ture til Kikhavn og Knud Rasmussens Hus. Derudover var der lavet flere forskellige aktiviteter i byen og nærområdet.

Det var også noget de handlende i Hundested kunne mærke.

- Alle har fået noget godt ud af besøget. Og vi har bestemt ikke hørt nogen klage over omsætningen fra søndagen, tværtimod, lyder det fra en tilfreds havnefoged.

Folk vender tilbage
Og man smiler stadig Hundested, for allerede weekenden efter vendte gæsterne tilbage til byen.

- Da solen kiggede frem, vendte folk tilbage. Jeg tror simpelthen at de fandt ud af hvor dejlig vores byen og havn er, og derfor fik lyst til at kigge forbi igen, fortæller Søren Brink.

- Det eneste problem er at vores gamle fiskere har fået frygtelig travlt. De holder jo øje med havnen og folk der kommer fordi og med så mange gæster er det næsten ikke til at holde styr på, afrunder Søren Brink.  

Allerede i morgen, onsdag, anløber det næste krydstogtskib til Hundested.

Vi har mere om den historie i vores udsendelse kl. 19:30.