Kæmpe klimadrøm i Albertslund: Vil plante en halv million træer

Lokalt miljøcenter i Albertslund har store klimaplaner og stiller nu et forslag om at plante 520.000 træer rundt om i kommunen.

En halv million træer lyder af meget. Og det er det også. Men ikke desto mindre spirer der i øjeblikket en tanke om at plante hele 520.000 træer i Albertslund.

Det er det lokale miljøcenter Agenda Center Albertslund, der står bag forslaget, som er i sin indledende fase.

quote Det er en udfordring, men teknisk set er det muligt, vi skal bare finde ud af, hvordan vi gør det

Leif Pedersen (SF), formand for Miljø- og Byudvalget i Albertslund Kommune og næstformand i Agenda Center Albertslund

- Der er ikke en endelig plan endnu. Det er et forslag, hvor vi er i gang med at finde ud af, hvad vi kan gøre her i Albertslund. Indtil videre har vi haft de første drøftelser med Miljø- og Teknikforvaltningen og borgmesteren om at konkretisere forslaget, og meldingen er, at de synes, det lyder interessant, siger SF’eren Leif Pedersen til TV 2 Lorry.

Han står med et ben i begge lejre, da han både er formand for Miljø- og Byudvalget i Albertslund Kommune men også næstformand i Agenda Center Albertslund. Og allerede i næste uge er der endnu et møde mellem kommunen og Agendacenteret.

En udfordring - men det er muligt

- Vi har i forvejen Vestskoven, der dækker 60 procent af byen, men vi vil tage mere ansvar, og vi mener derfor godt, at vi kan finde 1,3 kvadratkilometer rundt om i kommunen, hvor man kan plante de her 520.000 træer. Det er en udfordring, men teknisk set er det muligt, vi skal bare finde ud af, hvordan vi gør det, siger Leif Pedersen.

Planen er at få så mange som muligt i Albertslund - små som store - til at bidrage med at finde plads til de mange nye træer. Foruden kommunen er der dialog med Naturstyrelsen i Vestskoven, og så er tanken at grundejere, boligselskaber og borgere kan hjælpe til, hvor de kan.

 - Måske har man som helt almindelig borger 10 kvadratmeter i haven, som kan bidrage til at få opsuget noget CO2 i atmosfæren og dermed skabe et bedre klima. Alt kan bruges, siger Leif Pedersen.

Vil starte klimatrend

Den helt store drøm er at starte en klimatrend, der breder sig til resten af landet

- Hvis det her projekt bliver realiseret, så vil det betyde, at lille Albertslund har bidraget til den store verdensorden. Og vi vil rigtig gerne være inspiration til at andre følger trop, for det er meget spændende projekt, og jeg tror tror på, at vi som first movers kan sætte en trend i gang, siger Leif Pedersen.

Hvordan projektet skal finansieres, hvis det realiseres, er endnu uvist, men hos Agenda Center Albertslund håber man på, at den stigende interesse for klimaet kan være med til at rejse donationer og indsamling.

TV 2 Lorry har også været i kontakt med afdelingschef for Miljø & Teknik i Albertslund Kommune, Susanne Kremmer, som dog ikke ønsker at kommentere planerne, før de bliver mere håndgribelige.

- Albertslund Agenda Center er jo uafhængige af kommunen. Det er et foreløbigt program, der er fremsat, og så taler forvaltningen og agendacenteret sammen, når der er noget mere konkret, siger hun.

Susanne Kremmer er i øvrigt også en del af bestyrelsen hos Agenda Center Albertslund, hvor hun sidder som forvaltningens repræsentant i bestyrelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik