Akuthuset i Nyt Hospital Bispebjerg åbner dørene for patienter i 2023. Illustration: KHR Architects.

Kæmpe hospitalsbyggeri tager første spadestik

Gravemaskiner indtog i går grunden på Bispebjerg Hospital. Om blot fem år vil et spritnyt Akuthus kunne tage imod patienter.

Manglende døre, fejlplacerede betonsøjler og en fyret Hospitalsdirektør på grund af en sag om udbud af byggeriet.

Læs også Hospitals-direktør fyret efter sag om alvorlig snyd

Udbygningen af Bispebjerg Hospital har oplevet en lang række problemer. Men torsdag var en festdag, for her blev første spadestik taget til det nye akuthus med konfetti og taler.

Spadestikket markerer starten på det cirka fem års byggeri, der skal skabe de bedste rammer for patientbehandlingen på Bispebjerg Hospital.

- Det er ret fantastisk at se de politiske visioner omformet til konkrete fysiske projekter, der skal skabe de bedste rammer for behandlingen af vores patienter og borgere, og jeg glæder mig til at se bygningerne skyde op over de kommende år, sagde formand for byggeprojektets politiske følgegruppe, Lars Gaardhøj, Soc.Dem. i sin tale.

  Foto: Byggeriets Billedbank

Bygges i etaper

Tre tusind lastbillæs jord skal graves op og køres væk fra byggegrunden i løbet af 2018 for at gøre plads til det ny Akuthus. På grund af den begrænsede plads på hospitalsgrunden foregår udbygningen over flere etaper.

Det er nemlig nødvendigt skiftevis at rive ned for og bygge op for at få plads til Nyt Hospital Bispebjerg. Derfor opfordrer Hospitalets direktør, Anne Jastrup både medarbejder og patienter til at have tålmodighed under processen:

- Det bliver helt sikkert nogle udfordrende år, vi går i møde. Byggepladser overalt. Støj, støv og vibrationer vil nogle steder kunne mærkes, når det tunge maskineri går i gang. Vi kan kun opfordre til, at vi hjælper hinanden igennem og holder fokus på, at vi kan glæde os til de nye forbedrede rammer, der står klar omkring 2023, sagde hun i sin tale.

Det færdige Akuthus i Nyt Hospital Bispebjerg forventes at kunne modtage patienter i 2023.

Læs også Byggeri på Bispebjerg Hospital er ramt af tusindvis af fejl