Kæmpe budgethul på 100 mio. rammer borgere i Frederikssund

Mislykket salg af byggeretter betyder, at der skal spares mange millioner. Det rammer blandt andet cykelstier til stor frustration for mange borgere.

100 millioner kroner.

Så mange penge skulle byrådet i Frederikssund i aftes finde penge til det kommende års budget efter et mislykket salg af byggeretter til den nye bydel Vinge.

Og selvom alle partier, på nær Enhedslisten, bakkede op om besparelserne, så gør det ikke skuffelsen mindre hos en af de mange borgere, der mærker konsekvenserne.

Anja Bisp Pedersen bor i Kulhuse, hvor beboerne i årevis har kæmpet for at få en ny cykelsti mellem Kulhuse og Jægerspris.

- Vores trafikforhold på Kulhusvej er virkelig farlige. Man kan ikke cykle herude, fortæller Anja Bisp Pedersen til TV 2 Lorry.

I oktober lykkedes kampen ellers, da der blev afsat 15 millioner kroner til de syv kilometer asfalt. Men glæden var kortvarig, for i aftes blev projektet sat på standby, fordi der nu skal spares.

- Jeg er rystet, for det havde jeg ikke set komme. Jeg var overbevist om, at cykelstien var på plads, siger en skuffet Anja Bisp Pedersen.

Også et nyt hovedbibliotek på Fioma Grunden er blandt de projekter, der foreløbig er sløjfet.

I alt spares der næste år 19,1 millioner på anlægsområdet, mens der også spares 48 millioner på en pulje til blandt andet vedligeholdelse.

Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V) siger, at det ikke har været nogen nem situation for hverken ham eller resten af byrådet.

- Det var ikke nogen nem situation og opgave at stå i. Og der var ingen af os, der ønskede at stå i denne her situation, siger han til TV 2 Lorry.  

Socialdemokratiets Tina Tving Stauning siger, at det har været nødvendigt at handle fra politisk hold.

- Vi tager opgaven på os. Det er vi nødt til, og så går vi i gang. Vi har haft nogle gode drøftelser omkring det.

Tør ikke udstikke garantier

Hullet i kassen er opstået, fordi byrådet allerede har brugt de penge, der skulle komme ind for salget af byggeretter i Vinge Centrum.

Men forhandlingerne med AP Pension strandede. Og nu tør borgmesteren ikke love, at de udsatte projekter nogensinde bliver til virkelighed.

- Man skal passe på med at udstikke garantier. For der et nyt byråd på vej med otte nye medlemmer, og hvis de har en anden idé end det afgående byråd om, hvad penge skal bruges til. Så er det ikke sikkert, at det samme projekt kommer ind en gang til, siger John Schmidt Andersen.

Mens det store hul i kassen foreløbig har fået konsekvenser for en række borgere i Frederikssund, så vil det også på sigt få konsekvenser på rådhuset, lover politikerne.

- Vi er i gang med brandslukningen nu. Når vi er færdig med det, så tager vi snakken omkring alle de andre spørgsmål, der også rejser sig, siger Tina Tving Stauning.

Det kunne eksempelvis være spørgsmål omkring den rådgivning, politikerne har fået, forklarer borgmester John Schmidt Andersen.

- Vi skal finde ud af, om vi er blevet rådgivet forkert, og om det er nogen i administrationen, siger han.

Frygter konsekvenser

Anja Bisp Pedersen har forståelse for, at politikerne har måttet nedprioritere anlægsprojekter frem for varme hænder.

Alligevel havde hun håbet, at der havde været penge til cykelstien. For hun frygter for konsekvenserne ved at vente længere.

- Jeg synes, det ville være forfærdeligt, hvis der skulle ske et menneske noget herude på vejen, fordi der er nogle kommunalpolitikere, der har nølet i det, siger hun.

Frederikssund Kommune oplyser torsdag eftermiddag til TV 2 Lorry, at de nu helt har opgivet forhandlingerne om salget af byggeretterne til AP Pension. I stedet vil kommunen lave et nyt udbud til næste år.

- Med de markedsvilkår, som hersker, og den måde, aftalen skulle skrues sammen på, kunne vi ikke nå hinanden. Vi kommer nok til at skrue ned for ambitionerne omkring Vinge Centrum i forhold til, hvor vi har været, siger borgmester John Schmidt Andersen (V) til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik