01:36

Video: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

Kabell opfordrer boligselskaber: I skal samarbejde mere

Hvis det står til politikerne på Københavns Rådhus, skal der være én venteliste til byens almene boliger. Men det er ikke så lige til at få oprettet.

Der er mange om buddet, når det handler om at få en almen bolig i København. Men ofte er det også en dyr fornøjelse at få en af de eftertragtede boliger. I hvert fald hvis man vil maksimere sine chancer og stå på flere af boligselskabernes ventelister. 

Alt i alt vil det give enormt mange fordele for de mange københavnere, som godt kunne tænke sig en almen bolig

Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester, Enhedslisten

Langt størstedelen af de almennyttige boligselskaber, hvor alle kan skrive sig op, har nemlig hver sin venteliste. Lister der koster mellem 160 og 300 kroner om året at stå på. Hvis man står på samtlige ventelister, koster det i alt 3.125 kroner om året. Det skriver DR.

Flere politikere på Københavns Rådhus så derfor gerne, at boligselskaberne fandt sammen om én fælles venteliste.

- En samlet venteliste til almene boligorganisationer vil være nemt for københavnerne at skrive sig op til. Det vil også være billigere, for så sparer man en masse gebyrer. Så alt i alt vil det give enormt mange fordele for de mange københavnere, som godt kunne tænke sig en almen bolig, siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell fra Enhedslisten til TV 2 Lorry.

Læs også Overborgmester vil bygge flere almene boliger

Det kan lade sig gøre i Aarhus

Kommunen har ikke selv beføjelser til at tvinge boligselskaberne til at gå sammen om én venteliste. Den skal istedet etableres i et frivilligt samarbejde mellem boligorganisationerne.

Det har de gjort i Aarhus, hvor hovedparten af boligorganisationerne i 2011 gik sammen om at etablere én fælles venteliste. Her koster det de boligsøgende blot 100 kroner om året at stå på listen. Men i København er det ikke så nemt bare at slå boligselskabernes ventelister til almene boliger sammen. 

Her er det kun en opfordring til, om vi ikke skal prøve at tage et skridt til.

Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester, Enhedslisten

- Der er fire store knaster, som skal høvles ned. For det første er der økonomien i det. For det andet er der noget teknologi, for vi har nogle it-systemer, der skal tale sammen. For det tredje, og det er måske det mest problematiske, det er den geografi, vi spreder os over i de københavnske boligselskaber, siger Christian Høgsbro, administrerende direktør hos Boligforeningen AAB, til TV 2 Lorry.

Mange af de københavnske boligselskaber dækker udover hovedstaden også så langt som til Helsinge, Faxe og Roskilde. Men allerede nu har flere af selskaberne slået ventelisterne sammen. Teknik- og miljøborgmesteren håber dog stadig, at selskaberne kan samarbejde lidt mere.

- Jeg ved, at de almene boligorganisationer gør enormt meget for at samarbejde, og det sætter jeg også enormt stor pris på. Her er det kun en opfordring til, om vi ikke skal prøve at tage et skridt til, siger Morten Kabell til TV 2 Lorry.

Læs også Håb for boligdesperate unge i nyt budget

Processen er i gang

Selvom de enkelte boligselskaber hver især får en indtægt fra deres egne ventelister, så er det ikke pengene og et muligt indtægtstab, som betyder noget. I hvert fald ikke hvis man spørger Christian Høgsbro.

Det er nogle store knaster i min verden, men det er jo ikke nogle der ikke kan høvles ned.

Christian Høgsbro, administrerende direktør i Boligforeningen AAB

- Det dét handler om er, at vi skal have vores omkostninger dækket. Og ifølge lovgivningen så er vores gebyr kostægte. Det det koster at stå på ventelisten, det er også dét det koster at drive vores udlejning og vores it-system. Og det skal det selvfølgelig også gøre fremover, siger han til TV 2 Lorry.

Boligselskaberne i København er dog blevet inspireret af løsningen i Aarhus. Derfor er der oprettet en fælles arbejdsgruppe, som skal kigge på, om det kan lade sig gøre i København. For der er vilje til at samarbejde, selvom der er mange udfordringer, som først skal løses.

- Det er nogle store knaster i min verden, men det er jo ikke nogle, der ikke kan høvles ned. Men det kræver virkelig noget grundigt arbejde og nogle grundige diskussioner, siger Christian Høgsbro.

Læs også Byudviklere: Ny ø kan erstatte københavnsk havnetunnel