00:19

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Kabell: Nye huse skal kunne få stormflodssikring

Nye huse i Nordhavn i København bliver bygget, så de kan modstå en stormflod. Alligevel vil teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fastholde at de kan få erstatning efter storme.

Torben Weiss Garne, underdirektør i Forsikring & Pension syntes, at nye byggerier som Nordhavnen skal tages ud af ordningen om erstatning efter stormfloder.

Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune er helt uenig.

- Alle, der betaler til ordningen skal have fordel af ordningen, siger han i dag til TV 2 Lorry.

Selv om bydelen Nordhavn er bygget, så der er taget hensyn til de prognoser, der er i dag, for hvor voldsomme storme og nedbørsmængder vi kan vente i fremtiden, så kan man ikke vide alt, mener borgmesteren.

Og derfor skal nye huse også have stormflodssikring i fremtiden.

- Så bygger man da mod bedre vidende, hvis husene i Nordhavn og andre kystnære byggerier ikke tager ordentligt højde for fremtidens vejr, siger Torben Weiss Garne til TV 2 Lorry i dag. Og fastholder sit forslag om at kun gamle huse skal kunne få erstatning fra stormflodsfonden.

I dag meldte Forbrugerrådet Tænk ud, at det kan blive nødvendigt at lade de mere risikovillige boligejere selv betale for stormflodsskader.

- Jeg tror, at der er brug for, at samfundet træder til ved de helt uforudsete katastrofer. Hvis kommunernes risikoanalyse ser fin ud, og ulykken sker alligevel. Men hvis et hus er opført med kalkuleret risiko, kan man godt diskutere, om det er en samfundsmæssig opgave at hjælpe til, siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk til Ritzau.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen,ønsker ikke at ændre stormflodsordningen.

- Stormflodsordningen er en god ordning, som sikrer, at vi alle kollektivt og solidarisk betaler et lille ekstra bidrag på vores forsikring, for at der er tryghed for de få boligejere, som kommer ud for sådan en ekstrem hændelse, siger han til ritzau.