K vil give garanti på akuttelefon

Foto: TV2/Lorry

To måneder med lange ventetider på akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden får nu Det Konservative Folkeparti til at foreslå en akut rådgivningsgaranti.

Hvis en borger ringer til akuttelefonen og ikke kommer igennem inden ti minutter, skal man have muligheden for at ringe til en af de fire andre regioner for at få telefonisk sundhedsrådgivning eller blive visiteret til en skadestue.

- Det vil komme alle borgere til gode, hvis der kommer en rådgivningsgaranti, siger den konservative sundhedsordfører Mai Mercado til Frederiksborg Amts Avis. Hun kalder ventetiderne på 1813 i hovedstaden for fuldstændig uacceptable.

- Sundhedsloven kræver fri og lige adgang til sundhed, og det har borgerne ikke på tværs af regioner, når det gælder sundhedsrådgivning. Regionerne har pligt til at henvise patienter til privat behandling eller et hospital i en anden region, når de ikke kan overholde ventetidsfristerne.

Vi foreslår, at det samme skal gælde for regionernes sundhedstelefoner. Fristen på ti minutter er det samme mål, som Region Hovedstaden selv har sat op, siger Mai Mercado.

I Lægeforeningen er man enig med diagnosen på hovedstadens akuttelefon - men ikke med kuren.

- Grundlæggende vil det være bedre, hvis Region Hovedstaden får sin vagtlægeordning til at fungere. På sigt er det ikke en holdbar løsning, hvis andre regioner må træde til, siger Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen. Han ser også en række praktiske problemer med forslaget.

- En receptfornyelse vil ikke være noget problem at klare på tværs af regionerne. Men henvisning til en relevant afdeling på et hospital i en anden region er straks mere kompliceret, da det kræver en indsigt i, hvordan man organiserer sig i fire andre systemer, siger han til Frederiksborg Amts Avis.