K: Alvorlige fejl hos 1813 er dybt bekymrende

Akuttelefon 1813 i Region Hovedstaden havde sidste år dobbelt så mange indberetninger om fejl, som de øvrige regioner har til sammen.

Antallet af indberetninger om alvorlige fejl hos Akuttelefon 1813 i Hovedstaden var sidste år oppe på 43. Det drejer sig om sager,  hvor patienten enten er død eller er kommet alvorligt til skade. 

Det samlede tal for de øvrige fire regioners lægevagter var 21.

Det viser tal, som DR Nyheder har fået aktindsigt i fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Hovedstaden.

De markant flere fejl hos Akuttelefonen i Hovedstaden er helt uacceptable, mener den konservative spidskandidat til regionsrådsvalget, Christoffer Buster Reinhardt.

-Vi har ikke meget tillid tilbage til 1813. Fra start troede vi konservative ikke på 1813-konstruktionen, og derfor stemte vi også imod at afskaffe den gamle vagtlægeordning. Desværre er vi gang på gang blevet bekræftet i, at vi havde ret. Nu viser det sig, at det også har haft alvorlige konsekvenser for patienterne, og det skriger på akut politisk handling, siger han til TV 2 Lorry.

Det Konservative Folkeparti vil nu tage sagen op i Regionsrådet for at få en afklaring på, hvilke initiativer Region Hovedstaden agter at tage for at nedbringe antallet af de alvorlige fejl.

-Borgerne i Region Hovedstaden kan have en helt berettiget bekymring og skepsis omkring 1813. Men som politiker vil jeg ikke acceptere den her manglende tryghed, og derfor kræver vi også handling nu, siger Christoffer Buster Reinhardt.

 

Også Venstre i Region Hovedstaden kræver en kulegravning af Akuttelefon 1813.

- Venstre kræver, at Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) iværksætter en kulegravning af, om kvaliteten i Hovedstadens akuttelefon er på niveau med de øvrige regioners lægevagter. Kulegravningen skal være uvildig og kunne for eksempel foretages af Sundhedsstyrelsen, siger Martin Geertsen fra  Venstre i Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Ifølge Frede Olesen, professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, skal man dog være varsom med at tolke på tallene.

- Der kan være stor forskel på, hvordan man indberetter i regionerne, siger han til DR Nyheder.

 

 

  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik