Jussi Adler-Olsen har solgt villaen i Allerød

Nu har Allerøds kendte krimiforfatter solgt sin private bolig. Foto: Danbolig - Jan Persson

Allerød må vinke farvel til byens verdensberømte krimiforfatter. Jussi Adler-Olsens private bolig er nu blevet solgt.

Nu skal nye ejere flytte ind i Jussi Adler-Olsens villa i Allerød. Boligen blev sat til salg i sommer, og nu er den solgt. Det skriver Boliga. 

Villaen på 163 m2 blev udbudt til salg for 7.195.000 kr. Prisen blev siden justeret til 6.795.000 kr.

Det var en ærgerlig viceborgmester, der i sommer kommenterede på nyheden om, at byens krimiforfatter nummer et havde valgt at sætte sit hus til salg.

- Vi er jo en kommune, som har gang i mange byudviklingsprojekter. Og den omtale og positive opmærksomhed, hans bøger har givet, er noget, vi har draget nytte af, sagde Allerøds viceborgmester, socialdemokraten Miki Dam Larsen, dengang til TV 2 Lorry. 

Læs også Allerød må vinke farvel til internationalt kendt forfatter

Pool i havestuen

Jussi Adler-Olsen og hans hustru købte villaen tilbage i 2007, og de har ifølge Boliga bygget en del om. 

Under gulvbrædderne i havestuen, gemmer sig en privat, indendørs-pool, som de nye ejere kan tage en dukkert i.

De kan også glæde sig over en beliggenhed klos op ad skoven, som der er direkte adgang til fra grunden.

Læs også Jussi sælger også arbejdsboligen: Her blev Carl Mørck skabt

Ægteparret Adler-Olsen har købt et nyt hus. I juni skrev de under på skødet til en villa på 321 kvadratmeter i Valby.

Parret har også arbejdsboligen i Allerød udbudt til salg. 

Huset ligger på Prins Valdemars Alle og  har fungeret som krimi-forfatterens arbejdsbolig. Den er sat til salg for knap seks millioner kr.

Se mere om boligen her.