På en mark ved Humlebæk skal Fredensborg Kommune opføre et plejecenter.
Byggeriet blev forleden drøftet på et lukket møde, men kort efter mødet kunne Frederiksborg Amts Avis fortælle, at projektets budget er skredet med 18 millioner.
De sidste par år har vi desværre oplevet, at der er blevet lækket oplysninger fra de lukkede møder
Kommunen vil nu undersøge, hvem der står bag lækket.
- De sidste par år har vi desværre oplevet, at der er blevet lækket oplysninger fra de lukkede møder. Det er byrådet blevet trætte af, siger borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen (Soc.dem.), og tilføjer:
- Derfor har jeg, på baggrund af en henvendelse fra et byrådsmedlem, sagt at vi nu prøver at gennemgå loggen og så se, om der er noget mistænkeligt.
Borgmesteren understreger, at kommunen ikke vil læse folks mails. De ønsker kun at se, hvem der har sendt mails til hvem, og om det kan give klarhed over, hvem der har brudt tavshedspligten og sendt oplysningerne til avisen.
Jurister: Kommune er på kant med loven
Men ifølge flere jurister kan kommunen ikke selv undersøge den slags lovbrud.
Hvis man har mistanke om, at byrådsmedlemmer lækker oplysninger fra lukkede møder, så skal kommunen politianmelde
- Det er jo med henblik på en straffesag. Så er det politiet, der skal efterforske, og så kan en offentlig myndighed ikke selv undersøge sagen, siger Sten Bønsing, der er lektor på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet.
Den vurdering er juraprofessor Peter Blume fra Københavns Universitet enig i.
- Hvis man har mistanke om, at byrådsmedlemmer lækker oplysninger fra lukkede møder, så skal kommunen politianmelde, og så kan politiet foretage en undersøgelse, siger han.
Borgmester: Jeg mener, at det er i orden
Alligevel tolker Fredensborg Kommune loven anderledes.
- Jeg mener, vi har lov til at gennemgå den her log. det mener vi, at vi er på fast grund omkring, siger Thomas Lykke Pedersen, borgmester, Fredensborg (Soc.dem.)
Borgmesteren så hellere, at kommunen selv kunne løse sagen - uden politiets indblanding.
- Vi er uden tvivl ude i en gråzone. Jeg vil jo allerhelst have at vi løser sagen her i mindelighed, siger Thomas Lykke Pedersen og fortsætter:
- Hvis der er en der har begået en fejl eller gjort noget ved et uheld, så tager vi en snak om det.
Men ifølge juraeksperten er den fremgangsmåde i strid med loven.
Den beføjelse har en borgmester ikke
- Den beføjelse har en borgmester ikke. En borgmester kan ikke give en advarsel, en reprimande eller en kammeratlig samtale. Derfor har borgmesteren kun en mulighed: At politianmelde eller lade være med at politianmelde, siger Sten Bønsing.
Fredensborg Kommune har nu bedt Datatilsynet om at vurdere, om kommunens undersøgelse er lovlig. Hvis den er ulovlig, bliver den droppet.
- Jeg vil godt understrege, at vi på næste byrådsmøde og økonomiudvalgsmøde også skal diskutere den her sag med henblik på, om vi bare skal skride til politianmeldelse, Thomas Lykke Pedersen til TV 2 Lorry.