Juletræstyve på spil igen: "Måske har du et hælertræ!"

Hvert år stjæler tarvelige gerningsmænd juletræer. Denne weekend er det gået ud over en familie ved Dragør.

Søndag morgen fik juletræssælgeren Martin Bajda Appel sig en grim oplevelse. 

Hele 60 juletræer, som han har knoklet med både at fælde og pakke i net, var nemlig pist væk. 

- Det var noget af en overraskelse, må jeg sige. Der må jo være en del familier, som nu sidder med et hælertræ, siger han til TV 2 Lorry. 

I år havde han regnet med at sælge cirka 250 stykker, så 60 træer udgør en betydelig del af årets samlede indtægt.

Muligvis nøje planlagt

Juletræerne var pakket og klar til at finde sig et nyt hjem, og lå af den grund bag familiens stald. Martin Bajda Appel mener derfor, at gerningsmændene må have været forbi stedet før:

- Man skal køre ned ad en 20 meter lang indkørsel, så det må være planlagt, siger han. 

Han forklarer, at familien gik i seng cirka kvart i et natten til søndag, og at de var vågne igen klokken syv om morgenen. Det er altså i det tidsrum, at der har været én eller flere gerningsmænd i et større køretøj, som de har læsset. 

Da familien ikke har set noget som helst, opfordrer de nu alle på Facebook til at henvende sig, hvis man har opdaget nogle ekstra juletræer hos naboen eller andre steder. 

Politi: Et tilbagevendende problem

Ved Københavns Politi bekræfter vicepolitiinspektør Jesper Lauenborg Bangsgaard, at man har modtaget en anmeldelse om juletræstyveriet. 

- Det er et problem, som vi støder på hvert år op til jul, skriver han. 

Samme oplysning giver man hos Nordsjællands Politi.

Man kan dog ikke oplyse det samlede antal af juletræstyverier, da man ikke har "en selvstændig gerningskode for dette".

Så sent som denne weekend har en borger fra Helsingør ligeledes anmeldt - hvad der kunne være - et juletræstyveri, da man så en kvinde forlade et supermarked med fire træer. 

Kedelig tradition for tyveri

TV 2 Lorry har i flere år berettet om juletræstyverier. 

I 2011 mistede de hjemløse ved Sundholmsvej på Amager 30 juletræer. Året efter var den gal igen, da man igen fik stjålet træer - denne gang 50 stykker.

I 2014 mistede spejderforeningen FDF ligeledes 80 træer ved Greve Centret, som ellers skulle have finansieret årets sommerlejr.

På Gartneriet Somafryd vil man nu passe ekstra godt på sine træer resten af måneden.
På Gartneriet Somafryd vil man nu passe ekstra godt på sine træer resten af måneden.
Foto: Privat

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik